Jørn Tolstrup Rohde stopper 1. februar efter 3 år i Carlsberg som adm. dir. for Carlsberg Danmark for at blive koncernchef for 3C Holding og administrerende direktør i L’Easy, hvor han siden 2000 har været medlem af bestyrelsen.
Han erstattes af Jesper Jørgensen (40 år), der kommer fra et job som adm. dir. for Türk Tuborg.
– Jeg har fået en mulighed, som jeg ikke kunne sige nej til. I Carlsberg Danmark var min opgave at skabe vækst og fremgang i et svært marked. Jeg er glad for at alle pile nu peger i den rigtige retning, i den virksomhed, som jeg nu siger farvel til, siger Jørn Tolstrup Rohde.
Jesper Jørgensen kom til Carlsberg i 1994 og blev i 1997 medlem af ledergruppen i den danske division af Carlsberg. Herefter kom han i 2001 til Carlsberg i Schweiz med ansvar for produktionsplanlægning og forretningsudvikling og i
2004 til Holsten i Tyskland med ansvar for restrukturering og integration i Carlsberg.
– Jeg glæder mig til de nye udfordringer i Danmark og til at fortsætte den positive udvikling, som Carlsberg Danmark er inde i, siger Jesper Jørgensen, der sammen med sin hustru og to børn på 11 og 6 år vil bruge juleferien til at finde bolig i Danmark.
Damla Birol (42) bliver ny administrerende direktør i Türk Tuborg med virkning fra 1. januar 2007. Hun har været i Türk Tuborg i fire år, først som chef for marketing, indtil hun i 2005 blev udnævnt til viceadministrerende direktør og direktør for marketing og salg.
– Jørn Tolstrup Rohde har ydet et godt bidrag til Carlsberg i de tre år han har været her og jeg beklager, at han har valgt at fratræde, men ønsker ham held og lykke med de nye udfordringer, siger koncernchef Nils Smedegaard Andersen, Carlsberg og tilføjer:. – Samtidig er jeg glad for, at Carlsberg koncernen i dag har et stort internationalt hold af dygtige ledere, og at vi derfor kan byde velkommen til to nye direktører i Danmark og Tyrkiet, som er rekrutteret i egne rækker.