Niels Severin er udpeget som ny administrerende direktør for STV Production A/S. Niels er partner i STV Holding A/S og har gennem snart to år været kreativ direktør i STV Production A/S. Han afløser René Szczyrbak, som fremover vil fokusere på ledelse af hele STV koncernen.
– STV har været gennem en kolossal udvikling omsætningsmæssigt, investeringsmæssigt og personalemæssigt, og vi ser ingen grund til at stoppe denne udvikling. Det kræver dog, at vi sætter tid af til både stabilitet og fortsat ekspansion – og det bliver Renés opgave. Jeg vil i stedet stille mig i spidsen for den kreative og administrative udvikling af STV Production A/S, siger Niels Severin. René Szczyrbak supplerer:
– Niels og jeg har ganske enkelt valgt at fokusere ledelsen af koncernens forskellige aktiviteter. Niels sidder meget tættere på tv-hverdagen på STV Production A/S i København, og jeg sidder tættere på at kunne støtte og supportere ledelsen i de øvrige selskaber.
STV koncernen består I dag af selskaberne STV Production A/S, STV Commercial A/S, STV Facility A/S, STV Nature & Science A/S og Suhr Photography A/S.