Et af landets største digitale bureauer, DIS/PLAY, kom ganske fornuftigt ud af 2012.
Omsætningen steg med 11 procent til 69 mio. kr., og samtidigt har det digitale bureau mere eller mindre fastholdt overskuddet på driften fra sidste år.
Dette på trods af en del nye medarbejdere, hvilket bl.a. indebar en satsning på flere kreative kræfter i skikkelse af såvel en Creative Director som en Brand Director. DIS/PLAY er med andre ord ved at forlade den rene digitale specialisering, for at erobre terræn fra de “normale” fullservice-bureauer.
2012 kan betegnes som lidt af et ”mellem-år” for det digitale bureau, hvor selskabets tidligere vedtagne målsætning om at rykke på det kreative område er blevet styrket.
– Det nye fokus har bl.a. betydet, at vi har brugt meget energi på at tiltrække nye kunder i nye brancher. Det har vi gjort med succes. Vi er eksempelvis utrolig glade for tilgangen af en ny stor internationale kunde som DSV og for vores nye samarbejde med DBU, siger Steffen Blauenfeldt Otkjær, der er adm. direktør i DIS/PLAY.
Mobile og Big Data bag vækst
DIS/PLAYs plan for 2013 er at fastholde antallet af medarbejdere og forbedre bundlinjen. Her kommer ”responsive” løsninger, altså løsninger der tilpasser sig brugernes forskellige skærme, og mobilmarkedets forventede generelle vækst til at spille en afgørende rolle.
– Vi var blandt de første med store og seriøse responsive og mobile løsninger, og vi har gearet vores medarbejdere yderligere på baggrund af de erfaringer. Det bliver endnu større i 2013, lover Steffen Blauenfeldt Otkjær.
Dertil kommer, at udviklingen inden for Big Data, lidt af en buzz word overalt i øjeblikket, også kommer til at spille en afgørende rolle for det digitale bureaus udvikling i det kommende år.
Således forventer DIS/PLAY, at 2013 bliver året, hvor begrebet bryder endeligt igennem på dansk jord, hvilket bureauets flere end 80 ansatte i København og Århus skal være med til at få til at ske.
– Vi kommer til at have endnu mere fokus på Sitecore CMS og de muligheder, der ligger i datahåndtering og marketing automation for vores kunder. Vi tror på, der er nogle lavt hængende frugter at høste for mange af vores kunder, hvis vi giver dem den rette rådgivning ift., hvordan de specifikt kan udnytte Big Data i deres forretning, slutter Steffen Blauenfeldt Otkjær.