De overlever formentlig endnu nogle sæsoner, gør de hos DIS/PLAY.
Nu er 2015-regnskabet på gaden, og selv en jysk landmand ville kalde det for godkendt.
Et bruttoresultat på 64 mio. kr. (+12 pct.) og et resultat på 10,9 mio. kr. (+85 pct.) er ganske enkelt fremragende blandt digitale specialister, der jo også kæmper om kunderne i et blodigt marked.
– Ledelsen betragter resultatet som værende tilfredsstillende, står at læse i ledelsesberetningen.
Mon det kan uddybes en anelse?
– Vi har haft et dejligt år, og det lader til, at 2016 – jeg banker lige under bordet – bliver endnu bedre. Så vi er glade, siger Steffen Blauenfeldt Otkjær, adm. direktør og partner i DIS/PLAY.
– Vores strategi om at hjælpe vores kunder med at lære deres kunder at kende og levere de oplevelser og løsninger, der gør hvert møde mellem brand og kunde fantastisk … ja, det er noget, mange virksomheder gerne vil bruge deres tid på.
– Vi er lykkedes med at bruge flere timer med kunder på konkrete projekter, hvilket på dansk betyder få pitches og flere opgaver, og det giver sjovt nok en bedre lønsomhed, slutter Steffen Blauenfeldt Otkjær.
Og 2016 bliver endnu bedre, spår DIS/PLAYs direktør, der i øvrigt er en del af the M list, bogen med landets 200 dygtigste marketing-professionelle.
Nøgletal DIS/PLAY 2015/ 2014
(Mio. kr.)
Bruttoresultat: 64,1/ 57,5
Årets resultat: 10,9/ 5,9