Discountkæden Lidl lancerer i denne uge et nyt sundheds- og livsstilsunivers med titlen Lidl fit.
Og det kunne næsten ligne en tanke, eftersom en række detailkæder sammen med fødevareminister Dan Jørgensen i sidst uge underskrev et fælles ”charter”, der skulle forpligte butikkerne til at fokusere mere på sundhed og bl.a. sætte flere sunde og lokale fødevarer på hylderne.
Lidl-initiativet har dog været undervejs længe, men det spiller godt sammen med det nye charter – og det er kædens adm. direktør Finn Tang godt tilfreds med, for det passer ind i Lidl’s strategi om at positionere sig stærkere i Danmark ved at udfordre resten af dagligvaremarkedet på en række forskellige parametre.
– Vi ved, at mange danskere gerne vil leve lidt sundere, men har svært ved at få det passet ind i en travl hverdag. Derfor er ambitionen med Lidl fit at vise danskerne, at det hverken behøver at være besværligt, tidskrævende eller dyrt at leve sundt, siger Finn Tang.
Han fremhæver bl.a. at første skridt i den sunde retning var at erstatte slik og andre søde sager med sunde alternativer i halvdelen af kasselinjerne.
– Responsen fra kunderne har været rigtig positiv, og det har vi nu valgt at bygge videre på, siger Finn Tang.
Kost og sportstøj
Ud over at motivere danskerne til at træffe sunde valg, når de køber ind, rummer konceptet også et samarbejde med personlig træner og kostvejleder Birgitte Nymann.
Hun har udgivet en lang række bøger om kost, ernæring, træning, motivation og stress, og hun er med til at sikre fagligheden i Lidl fit-konceptet ved bl.a. at levere træningsvideoer og opskrifter til det nye livsstilsunivers.
– Der er ingen tvivl om, at supermarkederne har en kæmpe indflydelse på, hvad vi kommer i indkøbskurven. Og jeg er glad for, at Lidl tager det ansvar alvorligt. For mig at se, giver det rigtig god mening at sætte ind her, og jeg håber, at danskerne vil tage godt imod tiltaget. En ting er, at en fitness-kæde vil give gode råd til kost og motion, men at en dagligvarekæde gør det, har vi ikke set før, siger Birgitte Nymann.
Hertil kommer, at kæden under Lidl fit-konceptet lancerer en ny serie af sportstøj og udstyr under kædens eget mærke Crivit.
Seriens ”ansigt” bliver den danske triatlet og verdensmester Camilla Pedersen, der i januar blev kåret til årets sportsnavn 2014.
Camilla Pedersen er kendt blandt mange danskere, som ”jernkvinden”, der i 2013 overvandt en alvorlig træningsulykke og kæmpede sig tilbage i verdenseliten efter 19 dage i koma.
– Vi er selvfølgelig stolte over, at en af Danmarks mest anerkendte og beundrede atleter har takket ja til at være ansigtet udadtil for vores sportsmærke. Selvom Camillas hverdag som elitesportsudøver ligger langt fra mange almindelige danskeres hverdag, er hun en enorm inspiration. I det hele taget er vi meget stolte af at have to så stærke kvinder som Camilla Pedersen og Birgitte Nymann med på holdet, siger Finn Tang.
Den primære målgruppe for Lidl fit – som i øvrigt også har meldt sig under fanerne som hovedsponsor for Femina kvindeløbene 2015 – er danske kvinder mellem 25 og 50 år.
Læs mere på Lidls hjemmeside eller på Facebook.