Discovery Channel vil være en del af det kommercielle tv-marked i Danmark. Og som første step i denne strategi er Discovery Channel blevet en fast station i Gallups info-tv system, hvilket vil sige at de på lige fod med andre stationer dagligt leverer reklame log og program log til Gallup. Målet er naturligvis at tiltrække annoncører, men som international tv-station er Discovery Channel nu også kommet på niveau med søsterkanaler som TvDanmark 1, TV3+ og TV2 Zulu, når man ser på kommercielle målgrupper som for eksempel mænd 19-34 år.
Hertil kommer at Discovery Channel fra oktober i år har valgt at separere danske reklame feed fra de andre nordiske landes. Det betyder, at der ikke længere vil være overlapning af danske reklamer til de andre nordiske lande, og at Discovery Channel fra oktober dermed vil være at betragte som et rent dansk medie. cnb