På en hurtig tur ned ad de tyske motorveje har man tidligere kunnet møde indtil flere Mercedes-modeller i den dyre ende – uden det velkendte stjernelogo på bagklap og køler.
Måske for at undgå tyveri, men måske også fordi, der i dag er mere prestige i ikke at flashe de velkendte luksuslogoer.
Inden for modeverdenen er der i hvert fald lige nu en klar tendens til at de store designer-brands nedtoner logoerne i deres nye kollektioner. Således bekræfter det store modehus PPR, som ejer blandt andet Gucci og Yves Saint Laurent, over for den britiske avis The Telegraph, at gruppens brands bevæger sig mod færre logoer og mere diskret luksus.
Tendensen bekræftes af flere moderedaktører, blandt andre Harriet Quick fra modebladet Vogue, og måske mere videnskabeligt af en undersøgelse fra University of Southern California, som viser, at de rigtig velhavende i dag gerne vil betale ekstra for luksusvarer uden larmende logoer.
Og selv om mærker som Gucci, Louis Vuitton, Chanel og mange andre har tjent styrtende med penge på de eftertragtede logoer i alle størrelser – ikke mindst i forbindelse med at de er blevet flashet af stribevis af kendisser – så lyder budskabet fra modehusene nu, at man faktisk tjener flere penge på at hive logoerne af.
Et enkelt problem står de store internationale modehuse dog over for: I de asiatiske lande – og især Kina – drives forbrugsvæksten af en ny generation af ambitiøse og købedygtige forbrugere. Og de holder vældig meget af at vise de store, dyre logoer frem.