Det er ved at være ”den tid på året”.
Og en af verdens største underholdningskoncerner, Disney, er i luften med årets julekampagne – under det velkendte slogan ”Fra alle os til alle jer”.
Kampagnen rummer blandt andet en tre minutter lang reklamefilm, der skal fejre Disneys 40-årige partnerskab med velgørenhedsorganisationen Make-A-Wish.
Filmen er en animeret fortælling om en bedstemor og hendes barnebarn, der fejrer ”de familietraditioner og fælles oplevelser, som forbinder generationer”, som Disney formulerer det i en pressemeddelelse.
Centralt i fortællingen står også en gammel Disney-kending i form af en vintage-inspireret Mickey Mouse-bamse, der følger med op gennem generationerne.
Giver overskuddet væk
Kampagnen byder også på en SoMe-aktivitet, hvor Disney opfordrer til, at man deler sine egne højtidsminder via Instagram, Facebook eller Twitter med #LoveFromDisney.
Disney bidrager med en donation på en dollar til Make-A-Wish for hvert delte opslag.
Tilsvarende kan den unge, britiske sanger Griffs nummer ”Love Is A Compass” fra reklamen downloades. Her går overskuddet fra downloads eller detailsalg frem til årsskiftet også til organisationen.
Og endelig kan Mickey Mouse-bamsen fra reklamen naturligvis også købes. Frem til World Wish Day 29. april 2021, bliver 25 procent af salgsprisen givet videre til Make-A-Wish.
Gå på jagt efter Disney-inspirerede ”Easter Eggs” i filmen herunder.
Den er udviklet og produceret af Disney EMEA’s in-house kreative hold i samarbejde med Flux Animation Studios.