Nu får Miss Piggy, Kermit, Gonzo og alle de andre fra The Muppet Show endelig det perfekte hjem. Walt Disney Co. har købt The Muppet Show af The Jim Henson Company, og således er Muppet-skaberen Jim Hensons drøm gået i opfyldelse.
Hensons datter, Lisa Henson, fortæller, at Jim Henson i årene op til sin død i 1990 havde intensive samtaler med Walt Disney Co., om at Disney ville være et rigtig godt hjem for The Muppets.
– Mine brødre, søstre og jeg selv er så stolte over at have The Muppets til at bo under samme tag som Walt Disneys egne tidløse karakterer. Vi kunne ikke være mere tilfredse, siger Lisa Henson.
I aftalen indgår alle Muppet-figurerne, Muppet-filmen og alle tilknyttede copyrights og varemærker. Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvor meget Disney har betalt for det populære Muppet Show.