En tv-serie, der følger den unge ”tween” Violetta og hendes hverdag blandt en gruppe unge på musik- og danseskolen Studio 21, har flere steder i udlandet fået flere hits på YouTube end ikoner som Lady Gaga og Katy Perry.
Nu kommer serien til Danmark, hvor den samtidig bliver centrum for et større univers, hvor der gradvist lanceres en række Violetta-produkter. Blandt andet bakkes serien op af en række digitale initiativer og et ugentlig talkshow, hvor de tre skandinaviske piger, som synger de lokale titelsange til tv-serien – musikken fra serien har toppet iTunes-hitlisterne i flere europæiske lande – diskuterer og perspektiverer ugens Violetta-afsnit.
Med andre ord bør Violetta være en lækkerbisken for annoncører, der gerne vil i kontakt med tweens-målgruppen, og hos Disney Media+, der fokuserer på reklamer og strategiske partnerskaber, glæder man sig til at bygge nye partnerskaber omkring Violetta.
– Tweens er en virkelig interessant målgruppe at arbejde konceptuelt med, og vi glæder os til at se de unges interesse i muligheden for at kunne interagere med både indhold og idoler. Gennem Disney Media+ og Violetta kan vi på grund af vores erfaring tilbyde den rigtige partner både adgang og troværdighed til de unge, siger Sven Nakotte, der er Senior Ad Sales Manager hos Disney Media+ Denmark.
Også hos The Walt Disney Company Nordic har man store forventninger til Violetta, fortæller Marketing Director Anna Glanmark:
– Tweens er en meget spændende målgruppe, da de både er meget engagerede og nysgerrige. Og med nutidens teknologiske løsninger kan vi arbejde langt mere fokuseret med målgruppen, end da vi opbyggede kendskabet til tv-fænomener som Hannah Montana og High School Musical. Potentialet for Violetta er enormt, og vi ser meget frem til at gå i dialog med seriens fans og invitere dem med i processen omkring indhold og udvikling, siger hun.
Serien, hvis første sæson rummer 80 afsnit, lanceres på Disney Channel i Danmark i oktober. Den sendes både i dubbed og i tekstet version på engelsk. Det tilhørende talkshow har premiere i samme måned.