Der var engang en prisbelønnet fotograf, der med trofæet i hænderne fik stukket en diktafon i hovedet. Journalisten ville vide hvilket kamera, der var brugt til de fine optagelser. Fotografen blev rasende. Ikke fordi han var arrogant, men fordi spørgsmålet var irrelevant.
En arrogant fotograf havde vendt ryggen til journalisten. Denne fotograf svarede med et spørgsmål.
– Afkræver De en prisbelønnet forfatter svar på hvilken skrivemaskine han benytter til sine bøger, ville han vide.
Jeg bringer eksemplet, fordi jeg netop har set The Lost World. Og sammenhængen?
Produktplacering og dens ekspansion i filmindustrien!

STJERNEKLARE BEVISER
I The Lost World bygger Universal Studios en regulær bro mellem produktplacering og reel indflydelse på filmmanuskriptet.
I lille målestok, jovist så. Men det er en begyndelse. Og til hvad?
Tag nu f.eks. de dystert men elegant camouflerede 4-hjuls trækkere. En normalt seende ville på et nanosekund dømme “japser“ og glæde sig til en prøvetur om halvandet års tid.
Hvis det ikke lige var for de ucamouflerede, forkromede kølerstjerner, der midt i nattehelvedet råbte om tysk samlekvalitet.
Og terræntesten måtte der selvfølgelig være plads til. Så vi ved selvsyn kunne beundre, at tusind kilo Mercedes i en mudderpøl, i tropisk regn, nemt holder to skridende attenfods mobilhomes fra afgrunden.
Det gik der lang tid med. Og jeg som troede, The Lost World handlede om dinosaurer.

REKLAMEN FåR TALETID
Men det var nu ikke dette reklameindslag, der forbavsede mig mest. Det var, da produktplacering blev skrevet ind i selve historien, i form af et kort og aldeles malplaceret replikskifte:
Den kvindelige øgleekspert står et hinkestens-hop fra flokken af dinosaurer, der er mægtige som industrikraner. Hendes eget, sorte spejlrefleks-kamera hviler blødt og anonymt på det formodentligt bankende bryst. Hun henvender sig til pressefotografen, en hybrid mellem Peter Arnett og Robin fra Batman – med erfaring fra Bosnien og hjerte for Greenpeace.
Øgleeksperten vil lige høre, om hans kamera er et Nikon.
Det er det! Jamen, så måhun altså låne det.
Vi tager den lige en gang til: Øgleeksperten står foran et fotomotiv, der lugter en anelse mere af sensation end et fossil på museet i San Diego. Fuld af ærefrygt, absolut, men ikke mere benovet end at hun har tid til at overveje kameramærke. Kenderen vælger Nikon. F5 kunne jeg læse på lærredet. Så fik vi da det på plads.
Jeg lo lidt, og min nabo kiggede underligt på mig.
Lidt senere lo jeg igen, da Nikon-kameraet fik et par repriser, sådan i fuld 78-mm filmformat.

JAPANERE DELER REKLAMETID
Da pressefotografen jo ikke længere var i besiddelse af sit Nikon, fik Universal Studios en fin anledning til også at reklamere for en af de levendebilleders producenter (monopolet var bevaret, men der kom flere dollars i kassen).
Et digitalt mini-vidunder, som trods sin forsvindende og spinkle størrelse (praktisk udstyr for en krigsfotograf) blev hurtigt til rare reklamesekunder, i hvilke selv en ordblind kunne nå at stave sig igennem navnet. J…..V…..C…..siger JVC.
Jeg blev faktisk lidt trist. Tænke sig: Jeg måtte konstatere, at antydningens kunst forsvandt før dinosaurerne.

BLANDER BEGREBERNE
Produktplacering har vi levet med længe. Og genkendeligt regi skal der naturligvis til. Den italienske sportsvogn, den franske champagne og lyden af livslang Zippo-garanti sender signaler om typerne på lærredet. Og finansiering handler det selvfølgelig også om (ikke alle to’ere har været succeser).
Omvendt må det også handle om relevans.
Nikon-kameraet havde ingen betydning for handlingen eller scenens visuelle udtryk. Det var betalt reklame på det forkerte sted. Det var sponsoreret, utidig indblanding.
Den prisbelønnede fotograf nægtede at reducere sin kunst til en diskussion om isenkram og billig reklame.
Er mærkevareproducenter på vej til at gøre filmkunst til et reklametrick?
Gør filmene kortere. Blænd ned for blæreeffekterne. Sæt prisen på billetterne op. Bare fri os for Nikon med mere, tak!