Det blev et meget klart nej, da medlemmerne af Dansk Kommunikationsforening på generalforsamlingen i aftes skulle tage stilling til spørgsmålet om fusion med Dansk Marketing Forum. Mere end 200 var mødt frem for at give deres mening til kende og da stemmerne var talt op
var der 140 nej-stemmer mod 62 ja-stemmer.
Dermed kan bestyrelserne for de to foreninger lægge fusionsplanerne i skuffen. Det bliver således ikke aktuelt for medlemmerne af Dansk Marketing Forum at tage stilling til spørgsmålet på generalforsamlingen den 28. marts.
Det var ellers to meget enige bestyrelser, der havde indstillet forslaget om fusion til deres medlemmer. Men kommunikationsfolket var altså ikke enige med deres bestyrelse, hvilket også tydeligt fremgik af den langvarige og meget følelsesladede debat, der gik forud for afstemningen i aftes. Her gik argumenterne overvejende på, at der er for store faglige og kulturelle forskelle mellem kommunikations- og marketingfolk og at kommunikationsfaget har brug for en klar, selvstændig identitet. Mange talte dog for et samarbejde mellem de to foreninger.
DMF-formand Christian Bjerring ærgrer sig over nej’et:
– Fusionen var en mulighed for at danne en fælles, slagkraftig forening og det synes jeg stadig ville have været en god ide. Vi har siddet med en bestyrelse i DKF, der gerne ville fusionere med os, men at DKF’s bestyrelse ikke har haft fodslag med deres medlemmer er ikke vores problem, så vi vil nu koncentrere os om det fortsatte arbejde for marketingfagets fremtid. DMF er en stærk forening med en sund organisation og et godt overskud, så vi står ikke med et problem nu, derimod med en afklaring, der giver os mulighed for at arbejde videre med vores egen udvikling, siger Christian Bjerring.
DKF-medlemmernes nej til fusion får ikke nogen konsekvenser for foreningens bestyrelse, der fortsætter med Hans Niemann som formand.