Dansk Dagligvareleverandør Forening (DLF) frygter, at der fremover vil komme mange flere sager om plagiater og krænkelser af eneretten, hvor handlen er involveret som krænker.
– Vi ser desværre den udvikling i Europa og vi har ligefrem set kæder, der har arbejdet helt bevidst med plagiater. Men under alle omstændigheder, så vil det være en naturlig følge af internationalisering samt af, at den stigende koncentration i handlen og væksten i discount fører til flere private labels, siger adm. dir. Erling Petersen, DLF.
Han konstaterer, at der indtil nu heldigvis ikke har været mange sager inden for dagligvarehandlen, men fremhæver dog en nyere sag, hvor Aldi plagierede Läkerol.
– Den måde at drive forretning på, finder jeg underlig, og hvis kæder bevidst snylter på mærkevarer, så bør det koste kassen, så en domfældelse får en afskrækkende effekt, siger Erling Petersen som en kommentar til de meget lave erstatningsbeløb, man ser i Danmark. Han er helt enig i, at de er for lave.
Twister mellem hans egne medlemmer som f.eks. mellem LU Nordic og KelsenBisca vil han dog ikke involvere sig i – dem må de klare selv – men forholdet til handlen bekymrer ham mere. Det er selvsagt en vanskelig situation, når firmaer risikerer at komme i stridigheder med deres kunder. Derfor overvejer DLF at gøre som svenskerne, hvor man har etableret et Varemærkeråd.
– Der er tale om et uvildigt organ bestående af først og fremmest eksperter – der er ingen repræsentanter fra handel og industri – hvor man kan lægge produkter frem til evaluering for at få afklaret, om de går for tæt på. Man skal være meget stærk i troen for at ignorere et sådant råd, og det har da også stoppet udviklingen i Sverige. Og ignorerer man rådet, så ligner det måske mere en bevidst snyltning, som bør koste dyr t i en retssag, siger Erling Petersen.
DLF har dog ikke umiddelbart planer om at kontakte politikerne med henblik på at få ændret lovene.
– Vi har i DLF ikke tradition for lobby-arbejde, men jeg vil da ikke udelukke, at vi gør det. Det er dog først og fremmest et Varemærkeråd, som vi vil tage under overvejelse i år, siger Erling Petersen.

Handlen pressede KelsenBisca

Det viser sig faktisk også, at både Coop og Dansk Supermarked spillede en rolle i sagen mellem LU Nordic og KelsenBisca, som blev afgjort kort før jul.
KelsenBisca kunne i retten fremlægge erklæringer fra indkøbsansvarlige i de to store dagligvaregrupper om, at de havde ønsket, at KelsenBisca ændrede design på deres Digestive-kiks til en rød farve – den samme som LU’s Digestive – fordi man anså rød for at være en kategori-farve. Specielt erklæringen fra Coop kan undre, fordi Coop har en egen Digestive-kiks, der sælges i en blå emballage.
Marketingdirektør Michael Schiedel fra LU Nordic erkender, at han var noget paf over at opleve dis se erklæringer til fordel for KelsenBisca.
– Men jeg har ikke lagt mere i dem end, at de er symptomatiske på det modsætningsfyldte forhold, der er mellem leverandører og handel. På den ene side snakker vi om partnerskaber og på den anden side nærmest bekriger vi hinanden. Kæderne vil gerne presse leverandørerne, og det har de forsøgt at gøre på denne måde.
Han erkender videre, at det havde været noget mere kompliceret for LU Nordic, hvis det havde været en kæde, der havde lanceret et plagiat-design, men det grundlæggende for ham er, at de lave erstatninger er en glidebane.
– Hvis man slipper så billigt fra at snylte på et varemærke, at det kan betale sig at gøre det, så er vi på en glidebane, og vi møder da også hånlige bemærkninger ude i markedet, siger Michael Schiedel.
Ideen om at man f.eks. kan tilkende erstatning i forhold til krænkerens gevinst ville han have hilst velkommen i sagen mod KelsenBisca.
– Det var i det hele taget svært at få anerkendelse for den påvirkning af markedet, som der var, og det ville have været en klar fordel, hvis vi havde haft mulighed for at få økonomiske oplysninger fra KelsenBisca, siger Michael Schiedel.

Fotos pr. mail fra finn
Flere krænkelser fra handlens side vil være en naturlig følge af internationalisering og vækst i privatelabels, mener adm. dir. Erling Petersen fra DLF.