Det digitale bureau Vertic lancerede i efteråret i samarbejde med Huset Markedsføring et værktøj målrettet LinkedIn brugere, som kan måle styrken af ens netværk på det professionelle sociale medie.
I samme forbindelse søsatte vi en konkurrence, DM i LinkedIn – og nu er vinderen fundet.
Manden med Danmarks stærkeste netværk på LinkedIn er Tobias Lassen Falkencrone – Director og chef for Maersk Gruppens Marketing & Branding afdeling.
Over de seneste fem år har han arbejdet intensivt med at styrke og konsolidere gruppens branding aktiviteter og image med fokus på vækstmarkederne i Afrika, Latin Amerika og Asien – men nu kan han glæde sig til en tur for to til USA – inkl. hotelophold i Silicon Valley og besøg i LinkedIns hovedkvarter – ledsaget af Vertic .
– Jeg er både glædeligt overrasket, stolt og ydmyg, siger Tobias Lassen Falkencrone, som i slutspurten overhalede Lars Jensen, CEO og Partner i SeaIntel Consulting, der ellers længe lå på førstepladsen.
Stille og roligt flow
– Det har nu nok mere været held, at jeg er rykket op, for ganske vist har jeg haft lidt mere fokus på det i perioden, men jeg har ikke bevidst ændret min adfærd på LinkedIn. Der har som vanligt været et stille og roligt flow af kontakter, siger Tobias Lassen Falkencrone.
Han bruger LinkedIn stort set dagligt, som regel via iPhone eller iPad på vej fra eller til arbejde eller møder.
– Det har været en interessant øvelse at deltage i konkurrencen og bruge værktøjet. For mig er LinkedIn både en nyhedskanal, en adressebog, et fagligt netværk og et dagligt arbejdsredskab – fx i forbindelse med rekruttering af nye medarbejdere. Generelt følger jeg mange personer og virksomheder på netværket og deler også gerne artikler eller whitepapers, som andre har postet, fortæller Tobias Lassen Falkencrone.
Hvad kan du bruge rejsen og besøget hos LinkedIn til?
– For det første glæder jeg mig selvfølgelig rent personligt meget til at få lejlighed til at besøge LinkedIn. Men jeg forventer også at få et professionelt udbytte. Hos Maersk mener vi, at netværket har stor værdi i forretningsmæssig sammenhæng, så jeg håber og tror, jeg kommer hjem med masser af inspiration, som kan bidrage til at vi sætter overliggeren endnu højere i vores social media-ambitioner.
Næste kapitel på vej
Sebastian Jespersen, CEO og founding partner hos Vertic, udtrykker stor tilfredshed med, at så mange enkeltpersoner i løbet af perioden har været inde og fået deres score, at værktøjet er blevet modtaget så positivt – og at det har været med til at sætte fokus på, hvad et stærkt LinkedIn-netværk betyder.
– Siden har været besøgt omkring 16.000 gange, og mange har genbesøgt sitet. Folk har i gennemsnit brugt mere end 2,5 minutter på sitet, og en stor del har været i stand til at forbedre deres score i den periode, vi har haft konkurrencen kørende – blandt andet vinderen Tobias Lassen Falkencrone.
Og nu gælder det virksomhedsdelen af konkurrencen. Vi skal kåre den danske virksomhed, der har den bedste netværksscore på LinkedIn.
– Ja, og vi glæder os meget til at sætte fokus på, hvordan virksomheder kan anvende LinkedIn til at skabe forretning. Med over 250 millioner profiler giver LinkedIn virksomheder mulighed for at ramme 7 ud af 10 beslutningstagere globalt, men mange benytter desværre i dag kun LinkedIn til banner-annoncering, og de realiserer dermed langt fra den reelle værdi af platformen.
DM i LinkedIn for virksomheder starter til februar, og ligesom i det ”personlige” DM vil man kunne finde værktøjet til måling af netværksstyrke her på sitet – samt naturligvis på vertic.com.
Huset Markedsføring og Vertic ønsker Tobias Lassen Falkencrone tillykke med sejren i DM i LinkedIn for enkeltpersoner.
Læs mere i næste nummer af Markedsføring, der udkommer den 28. januar. Her kan du også se, hvem der snuppede de 10 øverste pladser i DM i LinkedIn – og hvem der for alvor rykkede opad i konkurrenceperioden.