DM Partner – konsulentvirksomhed med speciale i målgrupper, emnegenerering og datamanagement – har skiftet sin hidtidige adm. direktør Peter Nyemann ud med Grethe Fugleholm Berg.
Grethe Fugleholm Berg startede i DM Partner i 2006 med ansvar for opbygning af online emnegenerering som et nyt forretningsområde i DM Partner. Hun kom fra en stilling som produktchef for krak.dk og medbragte dermed en god portion erfaring med, hvordan online media fungerer og benyttes til at skabe kommerciel succes.
I 2009 blev hun partner i DM Partner nu altså udnævnt til administrerende direktør i selskabet.
Grethe Fugleholm Berg har siden sommerferien kørt parløb med Peter Nyemann i direktionen i DM Partner men fra 1. januar er Peter Nyemann i stedet gået i gang med at koncentrere sig om rollen som Gruppe Direktør i Direct Gruppen.
– Direct Gruppen har tidligere kun være paraplynavn for vores bureauer, men vi kommer fremover i Direct Gruppe-regi til at arbejde meget mere sammen og tilbyde vores kunder mere integrerede direct løsninger med fokus på salg. Vi går imod trenden og udvider med nye medarbejdere for at styrke os til at skabe succes for vores kunder og hjælpe dem gennem krisen, siger Peter Nyemann og tilføjer:
– I de kommende år er det ikke branding og markedsføring som kommer til at stå øverst på listen, det kommer til at handle om salg og det er det vi leverer i Direct Gruppen.
Kun resultater tæller
Den nyudnævnte DM Partner-direktør Grethe Fugleholm Berg lægger vægt på, at det i dag ikke er interessant at kigge isoleret set på online eller offline medier.
– Fokus ligger på et grundigt kendskab til målgruppen og deres medievaner, hvis man skal gennemføre succesfulde og omkostningseffektive lead-kampagner for kunderne. Typisk skal både taktiske online og offline medier i anvendelse, for at løse opgaven. Medielandskabet er blevet utroligt komplekst, og det kræver grundige analyser at finde frem til de mest relevante medier for en given lead-kampagne, siger hun og tilføjer på linje med Peter Nyemann:
– Alle ved, at virksomhederne i disse år har enormt fokus på at skabe målbare resultater med deres marketinginvesteringer. Det handler om salg og kunderelationer med lang levetid.
Direct Gruppen består af DM Partner, en konsulentvirksomhed med speciale i målgrupper, emnegenerering og datamanagement, Director, et kreativt bureau, der arbejder med alle niveauer inden for direct, og TM Partner, et call center med spidskompetence inden for fundraising, salg og mødebooking.
Med over 120 årsværk på lønningslisten er Direct Gruppen blandt de største bureaukonstellationer inden for direct i Danmark.
Bestyrelsesformand i Direct Gruppen bliver i øvrigt fremover Lasse Bolander, som siden 2008 også har været formand for bestyrelsen i DM Partner. Han er også formand for bl.a. FDB, COOP Danmark, Republica, Travelmarket, Nordjyske Medier og Dagbladet Information.