Et af landets ældste awardshows på marketingfronten, DM-prisen, eksisterer fra næste år ikke længere som enkeltstående begivenhed.

Det skyldes at awardshowet, som Post Danmark står bag, fusionerer med Creative Circle Awards.

Sammensmeltningen af tidligere adskilte marketingområder er en del af forklaringen på fusionen.

– Direct har en vigtig rolle i den udvikling. Det er her erfaringen ligger med at dyrke loyalitet, handlinger og resultater. Ser man på den digitale udvikling, er der et fantastisk potentiale imellem reklame, digital, social og direct, og det er denne synergi, vi håber at gøre mere synlig ved at gå ind i et tættere samarbejde med de øvrige kompetencer på arenaen, lyder det fra Brian Jakobsen, marketingchef hos Post Danmark, i en pressemeddelelse.

Fagdag del af aftalen

Han ser det nye samarbejde som et perfekt match, idet der fortsat vil være fokus på “fagets DNA, resultater og specialistkompetencer i samspil med resten af branchen”.

Hos Creative Circle tilfredsheden med det nye setup stor. Her har man i de sidste par år taget tilløb til selv at lave egentlig fagdag op til prisuddelingen, men har manglet de fornødne ressourcer. Derfor vækker det begejstring, at en fagdag også er en del af aftalen.

– Creative Circle har altid haft stor respekt for den faglighed, der har omgærdet Postens Direct Marketing Pris, som i mange år været direct branchens fyrtårn. Nu står vi med en unik mulighed for at hjælpe Direct branchen med at bibeholde og udvikle både viden og award, og samtidig give hele kommunikationsbranchen et vidensmæssigt løft i forbindelse med awarden, siger Niels Heilberg, formand for Creative Circle.

jml