Hvis Sepia Proximity vil indsende Relationsprocessen for Birch & Krogboe til deltagelse i den nye konkurrence, Lions Direct, ved reklamefestivalen i Cannes i år, så skal bureauet indsende hvert enkelt element for sig – d.v.s. et brev for sig, en annonce for sig o.s.v. Og hver enkelt indsendelse koster 400 Euro – eller ca. 3000 kr.
– I Birch & Krogboes tilfælde er der 12 elementer, som så vil koste 36.000 kr. at indsende. Det er temmelig dyrt. Men det værste er, at vi ikke kan få garanti for, at de 12 elementer bedømmes samlet. D.v.s. at vi kan risikere, at et brev dedømmes for sig selv uden sammenhæng med resten. De har kort og godt overført massekommunikations-tankegangen til konkurrencen. Man kan måske bedømme en film eller en annonce enkeltvis, men der er en grund til, at vi kalder arbejdet for Birch & Krogboe for “Relationsprocessen”. I Direct Marketing tænker vi hollistisk og ser de enkelte elementer i sammenhæng, siger direktør og partner Per Djervig-Chamby, Sepia Proximity og tilføjer:
– Betingelserne er formuleret af mennesker, som tror direct marketing er gimmicks i form af trolde, der hopper op af små æsker. Altså elementer, som lever i kraft af sig selv. Det er at sætte DM filosofien og relationstankegangen 10 år tilbage.
Birch & Krogboe kampagnen vandt fornylig Den Danske Direct Marketing Pris ved Postens årlige DM-dag, og kampagnen er således oplagt at tilmelde. Men som betingelserne er nu, er det tvivlsomt, om Sepia tilmelder nogen kampagner overhovedet.
– Vi har sendt en række spørgsmålet videre i Proximity-kæden, som vil tage sagen op over for arrangørerne, og så må vi se, hvad der sker, siger Per Djervig-Chamby.