Kunden kommer åbenbart ikke først for amerikanske telemarketing-folk. De er så utilfredse med en “Do not call” liste, som Federal Trade Commission (FTC) satte i kraft sidste sommer.
Telemarketing-firmaer skal jævnligt køre deres databaser op mod listen og det er forbundet med bødestraf at ringe til en, der har frabedt sig opkald. Amerikanske forbrugere er så utilfredse med telemarketing-industrien, at listen på kort tid fik 60 mio. tilmeldinger.
Industrien forsøgte allerede i sensommeren at anfægte listen juridisk men tabte, da listen og FTCs ret til at indføre den fik en bemærkelsesværdig hurtig og konsekvent politisk støtte helt op til Præsident Bush.
Men alle disse forhold får altså ikke American Telemarketing Association til at stikke piben ind. Den planlægger nu at indbringe sagen for Højesteret, fordi man mener, at hensynet til forbruger-beskyttelsen tramper på ytringsfriheden.
Direct Marketing Association (DMA), der tidligere har opponeret mod listen holder sig dog tilbage nu. “Der er mere at tabe end at vinde”, siger CEO H Robert Wientzen, fra DMA.
Kilde: The Wall Street Journal Online + WARC