Reklame-festivalen Eurobest har igen i år danskere på jury-listen – om end lidt færre end de seneste par år. Direktør og partner Line Rix fra 1508 har fået plads i Design-juryen, mens kreativ direktør Simon Higby fra DDB skal dømme Outdoor og Radio.
For to år siden var der fire – sidste år var der tre – og i år er der to. Antallet af danske dommere ved EM i reklame, Eurobest, der løber af stablen i Portugal slutningen af november, er faldet en anelse gennem det seneste par år.
Men positivt er det, at Danmark igen i år er repræsenteret ved dommerbordene.
DDB’s kreative direktør Simon Higby har således fået plads i juryen, der skal dømme Outdoor og Radio, ligesom 1508’s direktør og partner Line Rix har fået til opgave at sidde i Design-juryen.
Simon Higby kom til DDB i Danmark fra DDB i Sverige i starten af året, og han er ikke en hr. Hvem som helst i kreativ sammenhæng. Det var fx ham, der var manden bag VW’s Fun Theory-kampagne, som vandt en Titanium Grand Prix ved VM i reklame i Cannes i 2010. Han har også tidligere vundet Guld-løver i Cannes, ligesom det også er blevet til Grand Prix ved Eurobest.
Line Rix, direktør og partner i designbureauet 1508, er specialist i designstrategi, design management og digitalt design og har også tidligere vundet flere priser, herunder ved både Creative Circle og European Excellence Award.
Lidt færre
I forhold til de to foregående år er det gået en smule tilbage, hvad angår dansk jurydeltagelse ved Eurobest.
I 2010 var Danmark således repræsenteret i seks ud af dengang syv juryer. Thomas Hoffmann, kreativ direktør hos & Co sad i hele to jurystole – dels Film, Print, Outdoor og Radio og dels Integrated. Robert Larsen, digital kreativ direktør hos Robert/Boisen & Like-minded, sad i Interactive og Mobile-juryen. Morten Hershøj, direktør og partner i DialoguePeople/NetPeople, sad i juryen for Direct og Promo og Activation. Og Morten Brudholm, partner hos Make, var udvalgt til Design-juryen.
Sidste år var Mensch-partner Andrew Smart udpeget som medlem af den jury, der skulle dømme Film, Print, Outdoor og Radio, designchef fra Inventors Of, Balder Olrik, sad i Interactive og Mobile-juryen, mens grundlægger og ejer af Allright Agency, Jacob Blom var udvalgt til Design-juryen.
På pris-siden håber vi ikke det rent mængdemæssigt går samme vej, for i 2010 hentede Danmark fem priser hjem ud af syv nomineringer, mens det sidste år kun blev til tre priser ud af ni nomineringer. En enkelt af sidste års tre priser var dog af guld – den tilfaldt Uncle Grey i Outdoor for det gigantiske Royal Copenhagen-maleri.
Danske Eurobest-priser 2010
– MEC vandt sølv i Media for HK’s Uligelønsrulletrapper i metroen
– MEC vandt desuden bronze for hele HK-kampagnen
– Hjaltelin, Stahl & Co vandt bronze i Film for IKEA’s ”Vi ser bare fjernsyn”
– Robert/Boisen & Like-minded vandt 2 bronze i Film for Spies’ ”Mr. Jensen” og for ”Greedy Grandma”.
Danske Eurobest-priser 2011
– Uncle Grey vandt guld i Outdoor for Royal Copenhagens kæmpemaleri ”Handpainted Outddor”
– Brandhouse vandt bronze i Film for Interfloras ”White Horse”
– Allright Agency vandt bronze i Design for sin Cofocos ”Brandbook”.
Eurobest-festivalen foregår i Portugals hovedstad Lissabon fra den 28. til den 30. november.