Så er der sat navne på de to danske jurymedlemmer til Eurobest 2013, som er en af de største europæiske festivaler for kreativitet.

TV 2 er den danske repræsentant for Eurobest, ligesom stationen også er dansk repræsentant for VM i reklame, Cannes Lions, og ligesom i det sydfranske samarbejder TV 2 med Creative Circle om de danske bidrag til eventen.

Den første danske dommer er Katrine Jo Madsen, der er jurymedlem i kategorien ”Outdoor and Radio”. Hun arbejder som Senior Creative hos UncleGrey, og hun har bl.a. en baggrund på den svenske skole Hyper Island.

– Jeg er beæret over at være med til at repræsentere Danmark til Eurobest i år og glæder mig utrolig meget til at bidrage med friske øjne på to ædle discipliner, der – måske især for Outdoors vedkommende – har udviklet sig betydeligt de seneste par år. Det bliver inspirerende og imponerende at se resultaterne af alle de mange timer, vi hver dag lægger i vores arbejde. Nu er det tid til at finde og fejre det bedste, siger Katrine Jo Madsen.

Og en fra Halbye Kaag JWT

Det andet danske jurymedlem er Robert Daniel Nagi, der skal dømme i kategorien ”Design”. Han har siden 2011 været designchef i bureauet Halbye Kaag JWT, hvor han har været med til at udvikle huset til et integreret bureau med designkompetencer.

Her har han i år alene været med til at vinde designpriser ved blandt andet Creative Circle Awards, Clio Awards og senest en sølvløve i “Design” ved dette års Cannes Lions for bureauets arbejde for læskedrikken Sprite.

 – Jeg er meget stolt over at skulle repræsentere Danmark i dette års Eurobest Design-jury og se fantastiske arbejder fra hele Europa. Det glæder mig, at valget er faldet på én, der ikke arbejder i et klassisk designbureau, men som en del af et større hus med både digital- og kommunikationskompetencer. Det ser jeg som et signal – at Eurobest netop ser fremad og fokuserer på ide-styret design, der fungerer som en rød tråd på tværs af medier og flader, siger Robert Daniel Nagy.