– Det er knagme jer, der skal i arbejdstøjet. De kreative platforme skal udnyttes bedre, og I skal på banen. Vi skal nok facilitere jer i de forskellige grupper, sagde Flemming Lindeløv, der ikke blot er adm. direktør i Royal Scandinavia, men også bestyrelsesformand i Creative Nation, der er en sammenslutning af syv erhvervsorganisationer med Dansk Industri (DI) i spidsen.
Ordene gik ud til de 125 deltagere på lanceringen af Creative Nation på Statens Museum for Kunst. Et initiativ, der skal promovere Danmark i udlandet som kreat iv nation og skabe sammenhæng mellem kunst, kultur, erhverv, turisme og landbrug.
– Creative Nation er et netværksforum, der består af clusters, klynger. Det sker på virksomhedernes eget initiativ, hvor det typisk vil være salgs- og marketingdirektøren, der er drivkraften. Vi opfordrer virksomhederne til at investere ressourcer i netværket, at skabe kontakter på tværs af de interesser, de traditionelt ville arbejde med og at aktivt at dele erfaringer og viden, sagde Flemming Lindeløv.
Langtidsplanlægning er et væsentligt element i Creative Nation, hvis første event lanceres i New York i uge 38 næste år. Det følges op med London, Paris og Sydney i 2008, verdensudstillingen i Shanghai i 2010 og den Internationale Olympiske Komites møde i København samme år.
– Frem til New York skal de interesserede virksomheder i de enkelte clusters holde seks møder. Med en samlet udgift på 10.000 kr. pr. virksomhed, sagde Flemming Lindeløv og peger på, at Creative Nation især retter sig mod et uudnyttet eksportpotentiale til OECD-landene på i alt 60 mia. kr.

To med samme slags kjole

Creative Nation får tilskud fra bl.a. økonomi- og erhvervsministeriet, hvis politiske leder, Bendt Bendtsen, præsenterede regeringens globale markedsføringsplan af Danmark – først ved lanceringen af Creative Nation, siden – to dage senere – i ministeriet. Her hedder et af benene Kreativ Nation.
I stedet for at ærgre sig som to kvinder, der har samme slags kjole på til festen, ser organisationer og regering på synergieffekten, og at den gode idé tilsyneladende er synkront forankret.
Brian Mikkelsen var en anden minister, der talte ved Creative Nation-lanceringen. Han slog på, at Danmarks brand i udlandet er kvalitet.
– Udlandet kender Grundfoss pumper, Danfoss termostater og Lego klodser, men ved ikke, hvor de kommer fra. Til gengæld ved de, at en dansk film er dansk. Billedkunst ligeså. Og her er markedsføringen vigtig, og det kræver en professionel og strategisk indsats.
Tidligere generalkonsul i New York, Michael Metz Mørch, var mere nøgte rn end kulturministeren i sin vurdering af eksportmulighederne. Han har været til tilstrækkelig mange fremstød og events i Det Store Æble.
– Jeg har spist dårlige papkyllinger, drukket lunken cola, og bedst som man synes, at det går godt, så rejser amerikanerne sig op midt i det hele og begynder at danse. Alt i USA er cool cash, også kultur. Amerikanerne er legesyge og vant til at blive kildret. De er ligeglade, hvor tingene kommer fra – det er prisen og kvaliteten, der tæller. Lad os forene jeres trang til at kildre det amerikanske marked med vores viden om efterspørgsel. Og så få amerikanerne på genbesøg i Danmark, sagde Michael Mørch.

Midt Marketing bag Creative Nation

Reklamebureauer var en mangelvare ved lanceringen af Creative Nation – men kun umiddelbart. Herning-bureauet Midt Marketing har nemlig gennem de seneste 18 måneder været dybt involveret i den strategiske proces og det kreative setup for platformen, der skal åbne omverdenens øjne for Danmarks potentiale.
– Der er ingen tvivl om, at Cr eative Nation vil være et interessant bekendtskab for flere af vores kunder, som bl.a. tæller nogle af Danmarks mest markante virksomheder inden for livsstilssegmentet, siger adm. direktør for Midt Marketing, Bodil Vilmand-Olsen.
Se mere på www.creativenation.dk

”Jeg rejste rundt og slog arme og ben ud”

– Der sidder ikke én kunstner her. Vi må tage os sammen, sagde filmproducent Vibeke Windeløv, som Creative Nation havde indforskrevet til at give deltagerne ved lanceringen et kreativt indspark, og hun gik efter skinnebenene.
– Events? Og i New York? Der er vi selv gæster, og byen har så mange events, at man kan gå rundt i 14 dage, uden at man behøver at købe et måltid. Hvis det er den danske stat, der står for dansk kulturfremstød, så får I ikke trendsetterne til at være der. Hvornår har I sidst selv gået til en nation-promotion – og spist pindemadder sammen med 2.000 andre?
Events er gode, men kun hvis arrangementet er det rette, understregede Vibeke Windeløv. Ingen kan huske, hvad der blev sagt ved gallamiddagen i Cannes for 12 år siden, men man kan huske, at Lars von Trier delte de 10 dogmeregler og røde flyverblade ud i forbindelse med Breaking the Waves.
– I USA er billedkunst fint, og film er industri. Jeg rejste rundt og slog arme og ben ud for at skabe opmærksomhed. Siden fik vi solgt Lars von Triers’ Dancer in the dark godt, og hvorfor det? Fordi vi ikke forhandlede i Hollywood, men i Danmark – med rødvin, events og hygge. Derfor skal vi være rundhåndede med green cards til de sjove og unge under 25 år, der ikke har giftet sig, sagde Vibeke Windeløv, der foreslår bæredygtighed som dansk tema. peng