København har gennem de sidste 5-10 år udviklet sit krydstogtprodukt, sin infrastruktur og har satset målrettet på international markedsføring af byen som krydstogtsdestination. Det er sket i et tæt samarbejde mellem Wonderful Copenhagen (WoCo) og byens virksomheder på krydstogtområdet i netværket Cruise Copenhagen Network. Og det var også krydstogtnetværket, der var i fokus, da formand for Cruise Copenhagen Network, General Manager i Copenhagen Malmö Port, Per Schmidt, kommenterede på de to priser, der blev overrakt på World Travel Market i London:
– Det samarbejde, vi har i Cruise Copenhagen Network, er i høj grad årsag til, at vi kan vinde priserne. Man kan sige, at det er den fælles indsats fra havnen, lufthavnen, SAS, hotellerne, transportørerne, incoming branchen, detailhandlen, attraktioner samt Visitdenmark og WoCo, der gør København attraktiv som krydstogtdestination. Hertil kommer, at havnen har leveret et enestående og effektivt produkt. Prisen som verdens førende krydstogthavn giver fortsat noget at leve op til, og nytænkning i kapacitet og anlæg vil være de næste skridt i planlægningen.
Det var første gang København vandt i ‘verdenskategorien’. Sidste år vandt København også prisen som Europas førende krydstogtdestination. Priserne har stor betydning, fordi de giver byen og havnen den internationale rejseindustris blå stempel. Begrundelsen for at tildele København de to priser er, at by og havn er yderst velfungerende: Fra planlægning, over ankomst, ophold og afrejse til opfølgning over for blandt andet rederier og agenter.
Om prisernes betydning for København siger salgs- og marketingdirektør i WoCo Ole Andersen:
– Priserne viser, at vi også på krydstogtområdet har attraktionskraft. Hovedstadsregionen rummer både det historiske og det moderne – og det er ofte det krydstogtgæsterne efterspørger. For os er det afgørende, at priserne er givet af nogle af de hårdeste og mest kompetente kritikere, nemlig rejsebureauer og agenter over hele verden. Det er netop dem, der skal sælge København til turisterne, og så er det vigtigt, at de står 100 pct. inde for destinationen.
Krydstogtsindustrien hører til den hurtigst voksende branche i turismen. For fjerde år i træk slår København sin rekord med 282 krydstogtskibe, i alt 380.000 passagerer, hvilket er godt 60.000 flere end året før. Krydstogtturismen giver i dag København en skønnet omsætning på op mod 700 mio. kroner.
De andre nominerede i kategorien Europas førende krydstogtdestination var Stockholm, Barcelona og Genova, og i kategorien Verdens førende krydstogthavn var vi oppe imod blandt andre Miami, New York, Southampton og Barcelona. MSOL