Hvis der er noget, der kan vække følelserne, så er det dyr med pels. Især, hvis de bliver slået ihjel.

For mange år siden var det tv-manden Søren Ryge, der fik nationen på nakken for at aflive en høne på live-tv. For et par år siden var det Zoologisk Have, der fik ørerne i maskinen for at aflive giraffen Marius – og det var endda ikke ”bare for at skabe opmærksomhed”.

Og nu er det så et par journalister på Radio24syv, der har tiltrukket sig opmærksomhed ved – for åben mikrofon – at tage livet af kaninungen ”Allan”. Og så med en cykelpumpe.

Radioværterne Asger Juhl og Kristoffer Eriksen valgte at slå kaninungen ihjel i et program, hvor de adresserede danskernes ”hykleriske forhold til dyrevelfærd”.

Efter kaninen var erklæret død, blev den tilberedt og spist af værterne, og på Radio24syvs hjemmeside skriver stationen:

– Forbrugere slår ikke selv dyr ihjel, men vi køber og spiser dyr, der har levet triste liv. Vi ser det bare ikke, og vi anser ikke dyrene for at være lige så ”søde” som kaninen.

Vækker undren

At drabet skulle være nødvendigt for diskussionen, vækker imidlertid nu undren hos flere internationale medier som engelske BBC, Huffington Post og The Independent, den franske tv-station TF1 og mange flere.

Og i de hjemlige spalter har også flere debattører taget ”sagen” under behandling.

Eksempelvis skriver den konservative politiker Nikita Klæstrup i en blog på mx.dk, at vi kan tillade os at spørge, om vi så lærte noget.

Det mener Klæstrup i hvert fald ikke, vi gjorde. Hun skriver bl.a.:

– Der er ikke blevet sat fokus på dyrevelfærd ved dette stunt. En kanin er død, og Radio 24syv er midt i en decideret shitstorm, som det sikkert var tiltænkt. Asger Juhl mener selv, at han har fået sat gang i en vigtig debat. Men hvis man læser kommentarerne igennem på Radio 24syvs Facebookside, så er der absolut ingen debat. Der er mudderkastning og aggression. Det er ikke en saglig debat, og det handler ikke om dyrevelfærd. Det handler om kaninen Allan.

ritzau/sit