Lundbecks image har taget et dyk, siden flere amerikanske stater er begyndt at bruge selskabets lægemiddel Nembutal, som er et såkaldt barbiturat indeholdende det aktive stof pentobarbital, til henrettelser.
Et barometer fra Yougov viser, at danskernes opfattelse af Lundbeck har taget et væsentligt sving til det negative, siden sagen kom frem i januar.
Hvor imageindekset viser et fald, så viser den såkaldte Buzz-faktor i Yougovs Brandindex et væsentligt fald siden januar.
Scoren på dette område viser, at den opmærksomhed, der har været om Lundbeck siden da, i stigende grad har været negativ.
– Et imageindex bliver normalt ikke påvirket så stærkt negativt af erhvervshistorier, så som Lundbecks patentudfordringer, medmindre de også formidles i forbrugerrettede blade og magasiner. Det vil virke logisk at antage, at dødssprøjtesagen er en væsentlig del af forklaringen på faldet, siger Lars Gylling, markedsføringsdirektør for Yougov Nordic.
Selv om sagen presser Lundbecks image, vil selskabet formentlig ikke stoppe salget af Nembutal i USA, da selskabet ikke mener, at det grundlæggende problem, nemlig dødsstraf i USA, fjernes.