Der er faldet dom i sagen mod Dansk Reklame Film og tre tidligere medarbejdere i virksomheden. Parterne stod tiltalt for at have begået bedrageri over en periode på fire et halvt år.

Alle parter blev kendt skyldige. 

Men Retten på Frederiksberg besluttede at lade de tre tidligere medarbejdere slippe med henholdsvis 12 og ni måneders betinget fængsel, mens Dansk Reklame Film selv blev holdt ansvarlig – men straffri.

Bedrageriet foregik ved, at der i virksomheden ”bevidst blev manipuleret med varelageret af kontakter, der er en teknisk opgørelse af eksponeringer over for biografgæster.” 

Dansk Reklame Film og de tre ansatte fik det dermed til at se ud som om, annoncørerne fik mere, end de reelt betalte for, når de købte reklameplads i biografen.

– De berørte kunder blev holdt i uvidenhed om det, der foregik, og de havde derfor heller ikke mulighed for at reklamere eller gøre andre civilretlige beføjelser gældende. Det er bedrageri, siger Louise Pitzner-Schmidt, anklager i Bedrageri- og Finansgruppen, SØIK, i meddelelsen.

Formildende omstændigheder

Af meddelelsen fremgår det, at to tidligere ansatte blev hver dømt et års betinget fængsel for bedrageri for 35 millioner kroner, mens en tredje blev idømt ni måneders betinget fængsel for bedrageri for 25 millioner kroner. 

Om baggrunden for dommen fremgår det, at retten blandt andet vurderede, at ”personerne ikke selv havde haft noget betydeligt, direkte økonomisk udbytte af bedrageriet, og at bedrageriet snarere måtte antages at været båret af ønsket om at kunne nå de salgsbudgetter, der var lagt for Dansk Reklame Film A/S, uden at hæve priserne”.

Selve virksomheden Dansk Reklame Film blev ligeledes fundet skyldig i bedrageri, men retten valgte at lade straffen bortfalde.

Det skyldes flere forhold, oplyser Anklagemyndigheden.

– Ved strafudmålingen lagde retten dog blandt andet vægt på virksomhedens betydelige bidrag til sagens opklaring, herunder at det var virksomheden selv, der anmeldte sagen, og at virksomheden har brugt betydelige ressourcer på at afdække sagens fulde omfang, hedder det i meddelelsen.

Det var Dansk Reklame Film selv, der efter ansættelsen af en ny direktør i december 2017, blev klar over, at ansatte havde tilpasset varelageret efter behov.

Efter en intern undersøgelse rettede selskabet henvendelse til SØIK, der på baggrund af de fremlagte oplysninger efterforskede sagen. 

Efterfølgende har Dansk Reklame Film A/S afskediget de tre medarbejdere og kompenseret berørte kunder for deres tab.