Det er ikke sjovt at arbejde for Dong for tiden. Hvis ansatte i energivirksomheden bærer et Dong-logo på trøjen eller kører i en firmabil med logo på siden, oplever de at blive spyttet på eller udfordret verbalt, skriver MetroXpress.
Virksomhedens dårlige omtale på grund af skandalen om den afgåede, administrerende Dong-direktør Anders Eldrup smitter af på de ansatte.
– En af vores medarbejdere var ude og arbejde på elforsyning, da en forbipasserende overfuste ham med grimme ord og beskyldninger om, at Dong har svinet med hans penge. Det endte med, at der blev spyttet på vores medarbejder, siger Jens Jakobsson, der er teknisk direktør i Dong Energy, til MetroXpress.
En anden Dong-ansat oplevede, at der blev spyttet på hans bil, mens han holdt stille, og flere indberetter, at de får vrede kommentarer.
MetroXpress