Energiselskabet Dong skovler gigantafkast til staten ind på høj vindkraftproduktion og lukrative oliepriser. Derfor skruer selskabet nu igen op for investeringerne, så de når niveauet før krisen.
Dong Energy er tilbage på niveauet før krisen. Pengene vælter ind, og derfor skruer det hovedsageligt statsejede energiselskab nu kraftigt op for investeringerne. Over de næste to år fordobler Dong investeringerne fra i dag 10 mia. kr. til op mod 20 mia. kr. i 2012.
– Vi er tilbage på niveau som før finanskrisen, siger Dongs koncernchef, Anders Eldrup.
Dong henter en markant forbedring af indtjeningen på energipriserne og på en solid strømproduktion fra selskabets kraftigt voksende bestand af vindmøller. Og de forbedrede tal gør Dong i stand til at skrue kraftigt op for investeringerne.
Borsen.dk