Misvisende budgetter står til at koste danske elkunder op mod 8 mia. kr. ekstra for den kommende Anholt-vindmøllepark.
Hastværk med at få vedtaget byggeriet af denne fik et næsten enigt folketing at takke ja til et tilbud fra Dong Energy om at opføre parken for 10 mia. kr.
Men prisen er oppustet, lyder kritikken.
– Jeg kan ikke tro, at investeringen kommer op på 10 mia. kr. Mit bedste bud er, at parken vil koste Dong i omegnen af 7 mia. kr., siger Hans-Henrik Lindboe, partner i rådgivningsfirmaet EA Energianalyse.
Konklusionen drager han ud fra kontrakter om byggeriet, Dongs pris på havmøller og erfaringerne fra rapporten ”Vindmøllers Økonomi”. Det er en offentligt støttet rapport som EA Energianalyse har udarbejdet sammen med bl.a. Energi og Miljødata, Risø og Vindmølleindustrien.
For virksomheder og private elkunder er der en verden til forskel på en byggepris på 10 mia. kr. og 7 mia. kr.
Som betaling for Anholt-parken er Dong sikret en historisk høj afregningspris på 1,05 kr. for hver kilowatt-time (kWh) frem til 2026. Med dagens markedspris på strøm betyder det en Dong-regning til virksomheder og private elkunder på 14 mia. kr.
En byggepris på 7 mia. kr. vil derimod sænke den garanterede elpris til 0,65 kr., viser beregninger. Det betyder et fald i elkundernes betaling til Dong fra 14 mia. kr. til 6 mia. kr.