Hverken DONG eller Vattenfall ønsker at foretage megainvesteringer, fordi det er en dårlig forretning, som landet ligger lige nu. Derfor bliver Danmarks største og næststørste energiselskab foreløbig ved med at bruge kul på de store kraftværker, de er parate til at omlægge til 100 procents fyring med biomasse.
Omlægningen har været planlagt på tre af DONGs store kraftvarmeværker, der leverer varme til København, Aarhus, Middelfart, Fredericia, Kolding og Vejle. Et bredt energipolitisk forlig ligger imidlertid ikke lige om hjørnet, og det stopper planerne.
– Jeg tror overhovedet ikke på, at der foreløbig kommer en ændring af Varmeforsyningsloven og ændrede rammevilkår for brug af biomasse. Det sker i hvert fald ikke før efter næste folketingsvalg, siger direktør i Dansk Fjernvarme, Jørgen G. Jørgensen.
Oppositionen kridter op til at gøre energidiskussionen til en del af den kommende valgkamp. Målene i VKs energiplan er ikke nær så ambitiøse på vedvarende energi og energibesparelser som den plan, S, SF og R har lagt frem, mener rød blok.
VK-regeringen fremlægger her til formiddag deres grønne plan for offentligheden.