Show er næsten det samme ord som sjovt, og det er da sjovt, at to toneangivende reklamebureauer på det seneste har dyrket en særlig form for teambuilding, der har til formål at svejse holdet bedre sammen og vise kunderne, at vi tør og kan. Fra newbizz to showbizz.
Young & Rubicam omdannede sig selv til et symfoniorkester med Sune Bang som chefdirigent. Medarbejderne fordelte instrumenterne imellem sig og begyndte at tage timer i violin, cello, tværfløjte, fagot og andre godter i et philharmonisk ensemble. På programmet stod en forkortet udgave af den russiske komponist (1839 – 1881) Modest Moussorgsky’s ”Udstillingsbilleder”, og så gjaldt det ellers bare om at beherske værktøjet og spille sammen.
Kunderne blev inviteret til galla i Den Sorte Diamant (en afdeling af Det Kgl. Selvbetjeningsantikvariat) og morede sig over at se kontaktfolk og kreative slide med strygerstrenge og paukeskind. Den udvidede variant af Den Store Orkesterprø ve kunne få en overbygning, hvor amatørerne også skal bygge instrumenterne selv og måske ligefrem slagte katte for at få fingre i varme tarme til strengene.
Reklamebureauet EnVision i Århus opførte en kabaret for kunder og kærester og havde megen moro ud af det, formålet var vel det samme som i de husmandsforeninger, der stadig eksisterer i rigets ydre afkroge. Her rystes man sammen i dilettantkomediens skær, og det er ubetaleligt at se brugsuddeleren som charmør. I en bestemt by, jeg har detaljeret kendskab til, medfører den årlige amatørforestilling en enkelt eller to skilsmisser, fordi der går kisse-misse i det. Lad os ikke håbe, at de to reklamebureauers medarbejdere er blevet ramt af ubelejlige amoriner under indstuderingen.
Vi står altså over for en ny, blød trend inden for udvikling af kreative kompetencer. Bowling, bueskydning, banecykling og lignende maskuline anstrengelser afløses af kulturorienterede værdier. At spille teater er oplagt. En easy reader-udgave af ”Hamlet” eller en nyfortolkning af ” Svend, Knud og Valdemar” – that’s the question. De to stykker dramatik sender forskellige signaler. Sidstnævnte farce, som bl.a. Jesper Klein har udødeliggjort, vil afspejle bureauets humoristiske profil, mens Shakespeare som farce kræver overlegen professionalisme.
Ballet er ikke forsøgt endnu. Den kropslige disciplin forudsætter, at især ledelsen går på skrump, og koncentration og bevægelse er jo et af branchens adelsmærker. ”Sylfiden” kan danses af den yndige receptionistinde, og 1. akt af ”Napoli” er festlig og farverig og giver scenografiske udfoldelsesmuligheder for grafikerne. Pantomimen er en kunstart, der frarådes i denne sammenhæng, men skulle der opstå et bureau under navnet ”Harlekin”, kan det måske forsøges. For mindre foretagender med færre kunder kan dukketeatret være en farbar vej. ”Købmanden fra Venedig” eller ”Sparekassen” er titler med merkantil relevans.
Events som disse adskiller sig fra selv veliscenesatte kostumeballer og fastelavnsløjer for kundernes børn ved at stille kæmpe krav til de medvirkende. Der er ikke noget med at bryde gruppedisciplinen, det er én for alle og alle for én på såvel de skrå brædder som ved hæve-sænke bordenes plasmaskærme. Hvis der er behov for et drama, der har lighedspunkter med virkeligheden, hyres en husdramatiker, der som flue på væggen transformerer sine sansninger til replikker og plot. Det kræver en sær lyst til at skilte med skident vasketøj og kan påføre publikum falske fornemmelser, som ikke korresponderer med værdi og vision i power point præsentationen.
Jeg har det! Vi skal lave verdens bedste ost. Vi køber økologisk råmælk ude på landet og får en mejerist til at hjælpe os i en weekend. Der er køligt i arkivet, der kan de runde oste lagre, og så kan vi imponere med rustikke varianter efter provencalske opskrifter. Årets ost – måske en slags gårdbutik i receptionen. Jamen, det handler om at få mælken til at hænge sammen og sikre farve, konsistens og smag, og der er i princippet ingen forskel på velsmagende reklame og velmodnet ost. Det er på en højer e plan end hjemmelavede bolcher eller papirklip, og bureaubrygning af bajerskøl får en lidt gusten karakter, der da jo ikke længere drikkes i arbejdstiden. I de gode gamle dage startede vi altid med en Gammel Dansk til hvert ben.
Invitationer til arrangementer af religiøs eller promiskuøs karakter frarådes, for nok skal der brydes barrierer, væltes vægge og granskes grænser, men selvrealisationen må heller ikke gå for vidt og overskride usynlige blufærdighedstærskler. Hvis det endelig er den højere lommefilosofi, man er ude på at fremkalde, er det spild af tid at terpe Schuberts Ufuldendte, når man kan købe Gordons’ Gin i Netto.