DR har besluttet at droppe rejseserien ‘Rejsen til Paradis’, der havde premiere torsdag aften på DR1 og også skulle have været vist de kommende fem torsdage.
DR TV’s chefredaktion valgte i aftes at sende et rejseprogram fra Peru i stedet for det oprindeligt planlagte om Burma. Og den konstituerede DR1-chef Palle Steffensen erkender nu, at det er en fejl, at DR overhovedet accepterede, at der blev lavet et rejseprogram fra Burma, ligesom han også med rette mener, at der kan stilles spørgsmålstegn ved det rigtige i at sende et af de kommende programmer fra Etiopien.
– Det er en fejlvurdering, at vi har accepteret, at disse programmer er blevet lavet. Burma er et militærdiktatur, hvor menneskerettigheder bliver krænket. Det kan DR ikke stå inde for “at reklamere for”, og vi har mange af de samme betænkeligheder ved udsendelsen om Etiopien. Serien mister imidlertid sin sammenhæng, når disse afsnit fjernes, og derfor har vi besluttet helt at droppe den, forklarer Palle Steffensen.
Serien er indkøbt hos produktionsselskabet Freeport Film, hvis ejer, Karsten Kjær var vært i programmerne.
Der har for øvrigt været rejst tvivl om, hvorvidt programmerne skulle være sponsorerede af rejsebureauer.
– Men det kan klart afvises. Vi har til formiddag set bilag fra Freeport Film og fået Karsten Kjærs ord for, at der ikke var tale om sponsorerede udsendelser, understreger Palle Steffensen.