Det er en af landets mest erfarne producere, producenter og chefer inden for dansk tv-underholdning, som fra 1. marts i år lægger sine kræfter i Deluca Film. Selskabet udgør et af de største produktionsmiljøer uden for København og står bag en række tv-serier og programmer inden for satire, fiktion, dokumentar og underholdning.

Selskabet har samtidig valgt at geare op på selskabets forretningsområder inden for reklamefilm, Corporate og Branded Content. Michael Locht – indehaver af idé- og konceptbureauet Ideators – er allerede i fuld gang som arbejdende bestyrelsesmedlem, der skal sikre en løbende videreudvikling af Delucas forretningsstrategier.

Som yderligere styrkelse af disse forretningsområder, har firmaet pr. 1. januar i år ansat producer Suzanne Jagd. Suzanne har baggrund i reklame- & filmbranchen og kommer fra en stilling hos produktionsselskabet Studio 1-2.

Jan Frifelt kommer med et imponerende CV. Han producerede sit første Melodi Grand Prix i 1992, Husk lige tandbørsten i 95 og var head of showteam og producer på Det Europæiske Melodi Grand Prix i Parken. I 2000 blev han chef for TV Underholdningsafdeling i DR. Derefter fulgte en kort periode som direktør i Blu produktionsselskabet.

– Jeg vendte tilbage til DR i 2003 som leder af det nyoprettede DR Live Event, hvor jeg bl.a. har stået for produktionen af det kongelige bryllup. Lige nu har jeg netop afsluttet afviklingen af Melodi Grand Prix-finalen i Horsens.

– Med få undtagelser har jeg gennem alle årene været ansat i en stor organisation. Jeg har længe været på udkig efter nye udfordringer, hvor jeg i højere grad kan præge udviklingen selv og arbejde med helt nye forretningsområder. Valget faldt på Deluca Film, fordi de allerede står stærkt tv-mæssigt, har et ønske om at bevæge sig i nye retninger og samtidig har en størrelse, der betyder, at de kan løfte selv meget store opgaver, siger Jan Frifelt.

Morten Rasmussen, indehaver af Deluca Film, er ikke i tvivl om, at Jan Frifelts indtræden i selskabet får stor betydning.

– TV- og medieområdet er præget af benhård konkurrence. Vi skal være endnu skarpere organisatorisk i forhold til at udvikle nye forretningsområder, hvis vi skal nå vores vækstmål. Her tilfører Jan os en ledelsesmæssig viden og erfaring, vi ikke har i dag. Samtidig udgør hans erfaring fra de store og tunge live-produktioner et helt nyt aktiv, der supplerer vores egne kompetencer på tv-området.