Mere end 100 klip fra DRs arkiver skal på en ny hjemmeside friste folkeskoler og elever fra 5. klasse og op, men også andre med interesse for den danske historie og den sønderjyske kultur kan blive klogere.
Undersiden grænseland på dr.dk skal tage brugerne med på en dannelsesrejse ud i natur, kultur og historie fra området ved den dansk-tyske grænse.
– Den sønderjyske kultur sætter dagligt sit præg på danskernes hverdag med musik, mad og sprog, hvor de har deres helt egen dialekt og udtryk som ’mojn’. Samtidig er historien om den dansk-tyske grænse, som gennem et århundrede flyttede frem og tilbage i forbindelse med krige og folkeafstemning, helt centralt for den danske identitet, siger projektleder i DR Aktualitet Anja Lundberg Andersen.
Brugere kan høre personskildringer om tiden under og efter Første Verdenskrig. Både fra dem der var soldater og fra dem som oplevede afstemningen om den nye grænse mellem Danmark og Tyskland. Man kan også få en forklaring på, hvorfor kunstneren L:Ron:Harald rapper med sønderjysk dialekt eller på naturfænomenet Sort sol.
Hjemmesiden byder på et interaktivt kort, klip fra DR’s arkiver, opgaver, lærervejledning og quizzer.
Grænseland, som er produceret med støtte fra Friluftsrådet, kan opleves
her.
sm