DR-formand Michael Christiansens indblanding i sagen om, hvorvidt Danmarks Radio skal offentliggøre lydfilen med svaret på, hvem der lækkede Jægerkorpsets afrejse til Irak i 2007, vækker undren både blandt medlemmer af Danmarks Radios bestyrelse og blandt medieforskere uden for DR. Michael Christiansen oplyste lørdag over for Politiken, at han lige som generaldirektør Kenneth Plummer har hørt lydfilen, som angiveligt skulle afsløre, om forsvarsminister Søren Gades spindoktor, Jacob Winther, lækkede nyheden om Jægerkorpsets afrejse til Irak til TV 2 i april 2007. Michael Christiansen er enig med sin generaldirektør i, at lydfilen af hensyn til kildebeskyttelsen ikke skal offentliggøres. En række medlemmer af DRs bestyrelse, heriblandt forhenværende folketingsmedlem Aage Frandsen, chefredaktør Torben Dalby Larsen, medarbejderrepræsentant Mogens Rubinstein og journalist Trine Gregorius mener ikke, at bestyrelsen skal afgøre, om lydfilen skal offentliggøres i et redaktionelt indslag. Mogens Rubinstein påpeger, at bestyrelsesformanden ikke har nogen særlig rolle som beslutningstager i DRs bestyrelse.
Berlingske Tidende side 3