Danmarks Radio (DR) er finansieret af os alle sammen gennem licensen, så i modsætning til de kommercielle konkurrenter hos TV 2, SBS og Viasat, er reklamer og andre former for markedsføring i sendefladen bandlyst.
Ikke desto mindre havde seere klaget til Radio- og Tv-nævnet over netop den form for kommerciel kommunikation i henholdsvis ”Hammerslag” og ”Det Nye Talkshow”.
I Hammerslag-sagen mente klageren, at værten Peter Ingemann gik over grænsen ved at nævne produktnavne på køkkenfirmaer, hårde hvidevarer og de deltagende ejendomsmægleres firmanavne. Derudover nævnte værten, at en af præmierne var ”en Kofoed-marmelade”, skriver DR i en pressemeddelelse.
Heraf fremgår det også, at DR bliver fuldstændig frikendt for at være reklameplatform i denne og en anden sag, der kom i kølvandet på udsendelsen ”Det Nye Talkshow” den 1. oktober i fjor.
Her var “praktikanten” Thomas Skov Gaardsvig i 42 sekunder iført en T-shirt med firmanavnet Babysutten.dk, hvilket altså faldt en seer for brystet.