Efter knap to år på posten har programproduktionsdirektør Mette Bock valgt at sige farvel til DR. Mette Bock har meddelt generaldirektør Kenneth Plummer, at hun ønsker at fratræde sin stilling og forlader DR ved årets udgang, oplyser DR.
– Jeg har været fantastisk glad for tiden i DR, og jeg betragter fortsat DR som en af Danmarks væsentligste kulturinstitutioner. Men jeg kan også konstatere, at min stilling har udviklet sig til at være mere driftsorienteret, end jeg havde forventet, siger Mette Bock i en pressemeddelelse.
Mette Bock fik knap to år som programchef i DR. Hun tiltrådte som afløser for Lars Vesterløkke i januar 2008.
DR’s generaldirektør, Kenneth Plummer, beklager sin direktørs afgang.
Efter Mette Bocks afgang har DR’s bestyrelse besluttet at omstrukturere organisationen og skærer 40 chefstillinger. Pengene skal i stedet gå til programmer, skriver DR i en pressemeddelelse.
– DR står over for mange nye og store udfordringer, og for at møde dem bedst muligt, har organisationsændringen været i støbeskeen i et stykke tid. DR Medier skal fremover have fuldt fokus på DR’s overordnede programstrategi og kanaler og de fire nye indholdsområder har ansvaret for indholdsstrategierne, siger generaldirektør Kenneth Plummer i meddelelsen.
Der er tale om en omstrukturering, hvor formålet er at skabe mere klarhed og mere enkle beslutningsveje i organisationen, hedder det.
DR afviser, at der er tale om en sparerunde, men antallet af chefer bliver altså reduceret med cirka 40 stillinger, svarende til 20 procent af cheferne.
/ritzau/