E
n sjælden gæst er på spil i outdoor-verdenen fra på mandag og 14 dage frem.
Det er DR, der med hængeskilte i busser og tog, bannerannoncer i det offentlige rum samt projektioner og filmklip på de københavnske Metrostationer har sat sig for at gøre opmærksom på sit nye unge-univers, DR Mama, som hører til på DR-HD-kanalen.
Ud-af-huset-kampagnen, som er kreeret i et samarbejde mellem DR Markedsføring og reklamebureauet &Co, skyldes ifølge DR’s mediedirektør Gitte Rabøl, at det ikke nytter noget at markedsføre Mama på DR’s egne kanaler.
– Kampagnen skal skabe synlighed om programmerne blandt en målgruppe, som sjældent vælger DR til. Målet med Mama er at tilbyde andet og mere end underholdning og fascination – ambitionen er også at oplyse og udfordre målgruppen, siger hun.
Samtidig byder mediebilledet på heftig konkurrence på unge-området for DR. De kommercielle kanaler formelig bugner af programmer, der for manges vedkommende handler om at få unge til at drikke hjernen ud, opføre sig åndssvagt og sexe sig til de famøse femten minutters berømmelse.
Men selv om DR med en den nye reklamekampagne vil ”sælge” DR Mama til de unge, så bliver det ikke med konceptuelle sol-og-sex-programmer med druk, hor og pinlige intriger, fastslår Gitte Rabøl.
– Nej, vi vil noget andet. Og jeg mener, vi skylder at skildre mangfoldigheden blandt de unge og diskutere de udfordringer, som de unge har til fælles. Vi vil sætte fokus på en lang række emner, som fylder i de unges liv – lige fra kærlighed og sex til politik, uddannelse og identitet, siger Gitte Rabøl.
At DR har anset det for nødvendigt at gribe til en ”bureau-kampagne” i denne situation har således en naturlig forklaring i markedet – og i de unges tv-vaner.
Men faktisk er det – bortset fra kanalens reklamer i egne medier – forholdsvis sjældent, at DR allierer sig med reklamebureauer. Ganske enkelt fordi stationens aktiviteter er finansieret af skatteydernes leverancer.

Succesfuld licenskampagne
En af de få gange, det rent faktisk er sket, var da DR Licens for år tilbage kørte en yderst succesfuld kampagne med titlen ”Kan I se pointen – eller skal jeg stave det for jer?”.
Den var lavet i samarbejde med reklamebureauet, som dengang hed Propaganda/McCann. Kampagnen hentede over 100.000 nye tilmeldinger ind, og var i 2005 en af prismodtagerne, da DRRB uddelte hæder til årets mest effektive kampagner ved Advertising Effectiveness Awards.
DR Mama – som altså er centrum for en større outdoor-kampagne fra på mandag – gik i luften første gang den 21. september i år og sender alle hverdage fra klokken 19 på DR HD. Man kan også se programmerne on-demand på
www.dr.dk/mama.