Siden Sky Radio og Radio100 gik luften i november, har Danmarks Radios fire landsdækkende radiokanaler måttet aflevere markedsandele til de kommercielle radio-kanaler. DRs lytterandel er faldet fra 69,2 procent i november 2003 til 63,6 procent i marts måned. Det viser de seneste lyttertal fra Gallup. Det er det laveste niveau, DR har ligget på, siden Danmarks Radio fik overdraget en ekstra landsdækkende radiokanal i foråret 2001 – det nuværende P2 Musik. Som ventet er det især P3, der har måttet afgive lyttere til de nye kommercielle radiokanaler. Men kanalen kan fortsat mønstre næsten to millioner lyttere.
De nye lyttertal viser, at det generelt går godt for de kommercielle stationer, der næsten alle går frem i den nye lyttermåling. De kommercielle stationers samlede markedsandel er vokset fra 27,6 procent i november til 32,9 procent i marts, eller næsten 1½ procentpoint pr. måned.
Set på lytterandel går det godt for de tre største kommercielle radioer. Sky Radio går fra 5.9 til 6.4 procent i share fra februar til marts. Radio 100 FM har den største fremgang fra 4.1 til 5.6 procent i share. Og endelig har The Voice øget sin share fra 3.5 til 4.0 procent.
Samlet går SBS Radio som udover The Voice også tæller Radio 2 og Pop FM tilbage i lytterandel fra 7.3 til 7.0 procent.
Salgsnetværket, Det Danske Radiobureau, som udover Radio 100 FM bl.a. også tæller de dagbladsejede radioer har med de seneste lyttertal cementeret sin stilling som den største kommercielle radioudbyder i Danmark. Med en stigning i lytterandel fra februar til marts, på ni procent har DDR nu en lytterandel på 16,2 procent og en andel af det kommercielle radiomarked på næsten 50 procent.
P4 er fortsat landets største radiokanal med mere end 2,4 millioner lyttere om ugen, viser Gallups lyttertal for årets tredje måned.
De 10 største radiostationer i februar 2004 (målt i lyttere pr. uge)
1. P4 2.421.000
2. P3 1.949.000
3. Sky Radio 1.134.000
4. P1 915.000
5. The Voice 746.000
6. Radio 100FM 693.000
7. P2 527.000
8. Radio 2 357.000
9. DR Klassisk 299.000
10. Pop FM 294.000
De 10 største radiostationer i januar 2004 (målt i share i procent)
1. P4 37.6 %
2. P3 17.6 %
3. Sky Radio 6.2 %
4. Radio 100FM 5.6 %
5. P1 4.9 %
6. The Voice 4.0 %
7. P2 2.7%
8. Radio 2 1.5 %
9. Pop FM/DR Klassisk/ANR Hit FM 0.9 %