DR har siden lukningen af den digitale radiokanal DR Soft mødt protester fra et stort antal radiolyttere, som er kede af at have mistet kanalen. Argumenterne mod en lukning har gjort så stort indtryk, at DR-ledelsen har besluttet at komme lytterne i møde. DR valgte derfor at genåbne DR Soft i fredags, og lade den køre indtil en ny DR-kanal bliver lanceret i løbet af foråret, som ud over musikken også vil indeholde nyheder og radioshow med kendte studieværter.¬
¬– Kanalen vil henvende sig til de samme lyttere, som forhåbentlig bliver endnu gladere end hidtil. De seneste dages debat om DR Soft har samtidig fremkaldt en række gode ideer fra lytterne, som vi vil tage med i overvejelserne om den nye kanal, siger radiodirektør Leif Lønsmann.
Det genåbnede DR Soft bevarer sit kulturpolitiske særkende: 25 procent af den spillede musik er dansk, og der er mere variation og færre gentagelser end på de kommercielle og udenlandske radiokanaler.