Danmarks Radio nægter at give offentligheden fuld indsigt i, hvordan det kunne lade sig gøre, at Eurovision 2014 endte med en budgetoverskridelse på 77 millioner kroner.
Med henvisning til en paragraf i radio- og fjernsynsloven afviser DR således at dele dokumenter, der kan være med til kaste lys over det dyrebare forløb.
Det skriver Politiken mandag.
Ifølge formand for Region Hovedstaden Sophie Hæstorp Andersen (S) har DR flere gange sat en stopper for, at regionen kunne udlevere centrale dokumenter.
DR fastholder lukketheden, selv om også kulturminister Marianne Jelved har opfordret parterne til at offentliggøre kontrakten.
Spørger man Pernille Gaardbo, der hos DR havde det overordnede ansvar for afviklingen af Eurovision, er det et princip for DR, at den slags ikke tilflyder offentligheden.
DR “opererer på et stærkt konkurrencepræget mediemarked”, og det vil give DR’s konkurrenter en fordel, siger Pernille Gaardbo til Politiken.
Ifølge mediejurist og forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Oluf Jørgensen er den begrundelse tyndbenet.
/ritzau/