Nu behøver man ikke længere ærgre sig over, at man missede TV Avisen, fordi man var til træning. Man behøver heller ikke ærgre sig over, at man ikke fik set den seneste udsendelse af Kontant, fordi den faldt sammen med børnenes sengetid. Og man kan roligt glæde sig til at gå i byen med veninderne fredag aften – også selv om man egentlig gerne ville se satire på DR2.
Torsdag 1. juni er der premiere på ‘dr.dk tv’ – DRs nye tv-kanal på nettet. Her kan man – kvit og frit – via sin computer se mere end 300 forskellige udsendelser fra DR1 og DR2 og selv bestemme hvornår og hvordan man vil se dem.
– Som public-service virksomhed har vi pligt til at være til stede, der hvor brugerne er. Flere og flere danskere bruger mere og mere tid på nettet, og der er ingen tvivl om, at net-tv i fremtiden vil udgøre en stadig større del af danskernes tv-forbrug. Vores tv-programmer er noget af det mest populære indhold på dr.dk, og derfor er det kun naturligt, at vi også giver danskerne adgang til et kvalificeret og mangfoldigt tv-tilbud på nettet uden at de skal betale for det, siger Lars Grarup, direktør for DR Nye medier og TV.
Med ‘dr.dk tv’ opgraderer DR sit eksisterende net-tv tilbud. Det sker med en ny on demand player, flere programserier og en langt bedre billedkvalitet, der sikrer en god tv-oplevelse i fuld skærm. ‘dr.dk tv’ bliver tilgængelig via forsiden på dr.dk og tilbyder én samlet indgang til alle DRs programmer på nettet. En enkel og overskuelig browser giver overblik over de enkelte programmer, som er inddelt i klip. Man kan derfor vælge enten at se hele programmet, eller at se lige præcis det indslag man gik glip af. Programmerne er derudover også inddelt i temaer, således at brugerne let kan finde det, de interesserer sig for, f.eks. Unge, Satire, Forbrug, Dokumentar, Undervisning mm. Browseren vil også indeholde en oversigt over den seneste uge programmer, ligesom der vil være en særskilt kategori til Nyheder, således at man altid kan se de seneste udgaver af TV Avisen, Sportnyt og Deadline. MSOL