DR Koncerthuset profilerer sig nu på den kolossale digitale facade på sin nye bygning i Ørestaden ved København – Ingen andre steder i verden findes der noget tilsvarende.
Facaden er computerstyret, så designere, kunstnere og teknikere kan skabe noget langt mere sofistikeret og spændende, end man ellers har kunnet gøre med maling, belysning og bannere på bygninger.
I morgen er det for første gang muligt at opleve de 14.000 kvadratmeter facade i fuld vigør. Præcis hvordan det kommer til at se ud under indvielsen, er en overraskelse, lyder det fra DR-ledelsen.
Idéen til den fleksible facade er mesterarkitekten Jean Nouvels. Det er manden, der har tegnet koncerthuset, men som ikke har ansvaret for økonomien.
Koncerthuset vil i fremtiden rumme al slags musik lige fra klassisk til rock og den elektroniske musik, og dermed være et hus for alle danskerne. Derfor skal der også kunne skabes lys-illumination til det hele. Det er tanken at arkitektur, musik, kommunikation og belysning skal smelte sammen til en helhed.
En wauw-oplevelse
Det er danske virksomheder som Informationsteknik Scandinavia og Martin Professional, der med deres vejrbestandige, innovative produkter har gjort det muligt lynhurtigt at forandre koncerthusets ydre, så det spiller godt sammen med det, der foregår inden døre. Der er høje forventninger til det indtryk, den vil gøre.
− Jeg er overbevist om, at facadens kunstprojektioner bliver et tilløbsstykke, både for byens borgere og for tilrejsende turister – og den vil kunne fungere som en appetitvækker for kommende aktiviteter inden i koncerthuset, siger divisionschef i Informationsteknik, Niels Bull Klarskov.
Hos Martin Professional er man glade for at kunne bidrage til en international nyskabelse inden for arkitektur, design og kommunikation.
− DR er helt klart frontløber på det her felt. Samtidig ser vi en klar tendens på globalt plan til, at virksomheder i stigende grad får øjnene op for, hvad det er muligt at skabe for oplevelser, stemninger og budskaber med den rette teknologi og ekspertise, fortæller Christian Engsted, administrerende direktør i Martin Professional.
Helt ny mediekanal
Det er alt fra moskeer til krydstogtskibe og større virksomheder, der bliver tiltrukket af det foranderlige og fleksible ved lys og computerteknologi frem for maling og pensel.
Martin Professionals ejer, industrikonglomeratet Schouw & Co., ser således et stort potentiale i markedet for arkitektonisk belysning.
− Vi rider forrest på en bølge af voksende efterspørgsel på lys anvendt meget kreativt til at profilere og markedsføre steder, virksomheder og begivenheder. Virksomhedens særlige ekspertise inden for både show, underholdning og belysning er med til at skabe en dansk eksportsucces, konstaterer Jens Bjerg Sørensen, administrerende direktør i Aktieselskabet Schouw & Co.
Fakta om facaden på DR Koncerthuset:
- Teknologien til facaden er udvalgt af Informationsteknik Scandinavia, der som teknisk og kreativ hovedleverandør har samarbejdet med Martin Professional, Panasonic og Dataton
- Otte designere, fem teknikere og en kreativ leder i DR har realiseret den komplekse løsning
- Facaden udgør 14.000 kvadratmeter og vil være ”tændt” om aftenen
- I alt 34 gobo projektorer er monteret for at oplyse koncerthusfacaden