Digital radio på DAB skal for alvor slå igennem i Danmark, og derfor har DR nedsat en særlig DAB-markedsføringsgruppe, der arbejder intensivt på at udbrede kendskabet til de snart 14 digitale radiokanaler, som DR sender. I sidste uge gik startskuddet på en ny kampagneform, som kan opleves på dr.dk, i radioen og på TV.
Formen bygger på forskellige regnestykker, der fortæller om merværdien ved de forskellige kanaler. F.eks. at man kan vågne op med de bedste klassiske komponister med DR Klassisk. Eller man får børneparkering med god samvittighed med DR Kanon Kamelen, kvalitetsradio til de 3-6 årige.
– Vi har brugt en humor og en underfundig kommunikation. Den primære målgruppe vil ikke tales ned til – slet ikke i reklamer. Derfor har vi forsøgt at lave ”reklame med hjerne” – med et glimt i øjet, samtidig med vi formidler reel information, siger den markedsføringsansvarlige Katja Marcuslund.
Som noget helt nyt, vil man også kunne møde den samme kommunikation i butikkerne.
– De engelske erfaringer siger, at det er ekstremt vigtigt, at der også kommunikeres om DAB i de butikker, der sælger radioer. Samtidig viser undersøgelser, at det, der får folk til at tænde på en DAB og investere i en, er de mange forskellige unikke kanaltilbud. Den kommunikation skal vi levere, siger Katja Marcuslund.