Kommunikation og markedsføring smelter sammen i Danmarks Radio, når markedsføringsdirektør Thomas Hertz får udvidet sin titel til kommunikations- og markedsføringsdirektør.
Det sker efter Henriette Rald har forladt posten som kommunikationsdirektør til fordel for en direktørstilling i fagforeningen DJØF.
Generaldirektør Kenneth Plummer beklager Henriette Ralds afgang.
– Jeg er ked af, at Henriette forlader os, men jeg ønsker hende selvfølgelig tillykke med det nye job. Henriette har ydet en stor indsats i DR de sidste tre år – ofte under særdeles svære vilkår. Hendes venlige, kompetente og kontante facon vil blive savnet af mange, siger Kenneth Plummer i en pressemeddelelse.
Men samtidig glæder generaldirektøren sig over, at Thomas Hertz har sagt ja til et udvidet ansvarsområde.
Thomas Hertz startede i 2002 som markedsføringschef i DR, og han har tidligere været konsulent i pr- og kommunikationsbureauet Burson & Marsteller samt direktør for kommunikation og web hos Bysted.