Danmarks Radio og TDC har underskrevet en et-årig udviklingsaftale om formidling og salg af musik på nettet. På DR’s netradio vil man som noget nyt kunne købe eller downloade den musik, man lytter til.
Muligheden for at købe musik direkte fra radioen er udviklet i et samarbejde mellem pladebranchen, DR og TDC.
De to selskaber forventer, at internetbrugerne kan nyde godt af initiativet fra 1. maj 2005.
– TDC har valgt at samarbejde med DR, fordi DR leverer indiskutabel høj kvalitet i sin musikformidling. Vi har en fælles interesse i at støtte det danske musikliv gennem et lovligt alternativ til den ulovlige kopiering af musik. Vi vil sætte fokus på nye danske kunstnere og give dem en profilering, de ikke får hos de udenlandske online-musikbutikker, siger Gert Rieder, de rer direktør for TDC Privat.
I pladebranchen hilses initiativet velkomment.
– Vi er glade for alle initiativer, der kan komme den ulovlige musikkopiering til livs. Med to stærke aktører som DR og TDC får forbrugerne de bedste muligheder for at lytte til og købe musik på nettet – helt lovligt, siger formanden for IFPI Danmark, Michael Ritto.
Salget af musik vil foregå fra dr.dk/musik samt fra TDC Musik på tdconline.dk/musik.