Danmarks Radios store udlæg for rettighederne til at sende OL i 2008 og 2012, samt VM i fodbold i 2010 og 2014, kommer ind igen. Det er mediedirektør Lars Grarup sikker på forud for forhandlingerne med interesserede købere.
– Jeg er meget optimistisk og føler mig overbevist om, at vi nok skal få de penge ind igen, vi har betalt for rettighederne.
Indtil videre har vi fået henvendelse fra fire forskellige interessenter på det danske og nordiske marked, der er villige til at købe rettighederne, siger han til Ritzau, men vil hverken sætte navne på de interesserede købere eller oplyse, hvad DR oprindeligt har betalt for rettighederne.
– Det ville jo være tosset midt i en forhandlingssituation, lyder det.
DR skal sælge sportsrettighederne som led i en større spareplan, hvor blandt andet budgettet for DR Sporten beskæres med to tredjedele.
/ritzau/