Licensfinansierede DR overtrådte i marts sidste år den hårfine grænse mellem redaktionel begejstring for en ny dims og skjult reklame.
Sådan lyder vurderingen i hvert fald fra Radio- og tv-nævnet, der har behandlet en klage fra en seer.
Klageren var utilfreds med et indslag på DR Update, som handlede om det danske band The Blue Van fra Brønderslev, hvis musik var blevet valgt til reklamefilmen for Apples iPad. I løbet af indslaget blev hele Apples iPad-reklame vist.
Klageren mente, at det sådan set ikke var nødvendigt for formidlingen af budskabet at sende hele reklamen. Og det samme gjaldt Apple-produktets navn og lanceringsdato. DR forsvarede sig med, at det var redaktionelt begrundet at sende reklamen, idet det danske bands succes netop havde tæt sammenhæng med reklamen.
Radio- og tv-nævnet lyttede dog mest til klageren, og det har besluttet at kalde indslaget på DR Update om det danske band for skjult reklame for Apples iPad. Nævnet lagde ved sin afgørelse særlig vægt på, at reklamen for Apples iPad blev vist i sin fulde længde, i fuldskærm, og at Apple-reklamen tidsmæssigt udgjorde en væsentlig del af indslaget.
– Nævnet fandt ikke, at disse omstændigheder var redaktionelt begrundet eller nødvendige i forhold til at formidle budskabet om det danske bands succes, lyder det på Radio- og tv-nævnets hjemmeside.
Endelig lagde nævnet vægt på, at speakeren på DR Update talte ind over lyden på reklamen, altså det danske bands musik, som indslaget skulle handle om, hvilket stred mod den redaktionelle begrundelse for at bringe reklamen.
Du kan læse mere om afgørelsen
her.