Godt nok har den traditionsrige tv-station trukket først på den digitale aftrækker med lanceringen af DR Update på det nye sendenet, og godt nok er DR blevet tildelt 6 nye kanaler, som de har tænkt sig at bruge. Men store økonomiske satsninger bliver der ikke tale om. Det fortæller DR’s mediedirektør, Lars Grarup.
– Vi har ikke en vanvittig stor økonomi, og vi vil ikke svække vores hovedkanaler DR1, P3 og P4. Så pointen er, at de nye kanaler ikke skal hive penge ud af vores eksisterende fyrtårne, siger han.
Der er alligevel nok en kommerciel konkurrent eller to, der mildt sagt er spændt på, hvordan DR griber den nye situation på tv-markedet an, og selvom DR ikke kaster mange penge i de nye kanaler, er Lars Grarup overbevidst om, at alle DR’s kanalforslag kommer med i alle væsentlige pakkeløsninger og antenneforeninger.
– Vi laver ingen nye kanaler med egenproduceret indhold fra morgen til aften, og de kommer heller ikke i nærheden af et tocifret sharetal. Men hvis medielicensen skal give mening, så skal størstedelen af landets befolkning kunne modtage alle vores programtilbud, siger han.
Læs mere i Markedsføring nr. 4, der udkommer på tirsdag.
ac