Navnet Danmarks Radio vil i fremtiden være ret misvisende, hvis man skal forstå hvad Danmarks største medievirksomhed tilbyder. I fremtiden vil DR’s satsning på internettet ske ud fra hvad der praktisk og muligt, og nyheder og underholdning vil derfor blive sendt på de måder, der egner sig bedst. Det er lige meget om det er tv, radio, pc, og former for mobile enheder som wap, sms eller små bærbare computere. Det vigtige bliver at udvikle online tv og radio, så det afspejler nettets muligheder. Det vil bl.a. ske ved udvikling af særlige playere, der udnytter mulighederne og behovene på nettet.
– Antallet af radiokanaler på konventionel radio er begrænsede. Det gør det svært for DR at få den 4. kanal til rådighed. Med nettet er der ingen begrænsninger. Her er det kun serverkapacitet og antallet af samtidige brugere, der sætter grænserne. Vi har derfor planer om en eller flere skræddersyede kanaler på nettet, men hvordan de vil se ud er stadigvæk en fabrikshemmelighed, siger Jørgen Poulsen, chef for DR Online, der tror, at Danmark med lidt forsinkelse vil afspejle de amerikanske tendenser med hensyn til udbredelsen af internetradio.
– I USA er en stigende del af radiolytningen flyttet over på computeren. Halvdelen af en
college årgang bruger i dag pc’en til radiolytning. Det vil også ske i Danmark. Billigere teletakster, bedre billedkvalitet på videodelen og bredbåndsadgang vil selvfølgelig hjælpe på det, men vi ser allerede i dag en stigning i brugen af audio og video-tilbud på nettet. Især når der sker noget særligt i Danmark som f.eks. orkan, broåbning og regeringsomdannelser. Men on demand aspektet er nok det vigtigste. Hvorfor skal jeg, som lytter, vente på at der kommer en tv-avis? Jeg vil have den når jeg har brug for den. Med on demand giver vi magten tilbage til lytteren, seeren og brugeren, siger han.