Kulturminister Carina Christensen (K) talte dunder til DR ved Børsens Medietopmøde 2010 i går. En af de løftede pegefingre omhandlede DR’s aktiviteter på nettet, som har vakt mere end almindelig klynk fra en lang række kommercielle medie-virksomheder.
– Jeg får tit og ofte henvendelser fra dagblade og andre medier, der føler sig pressede af DR og TV 2 især på onlineaktiviteter. Jeg er ikke altid enig, men jeg tager det alvorligt, lød det fra Carina Christensen.
Hun har tidligere sagt, at DR skal reguleres mere på både tv og radio på grund af DR’s dominans, men den er ifølge ministeren også markant på nettet, og hun advarede på topmødet DR om at træde varsomt:
– DR bør ved hver ny lancering af en online-aktivitet overveje, om det er den rigtigste brug af deres støttemidler, og om den kan retfærdiggøre de gener, det giver de kommercielle aktører, lød det fra kulturministeren.
Og hvis DR ikke holder tilstrækkelig selvjustits, er Kulturministeriet selv klar til at gøre det:
– Jeg vil komme med et udspil om, hvordan en udvidet værditest og en ny markedstest skal implementeres, lød det fra Carina Christensen.
Borsen.dk